Menu

Vandt 2-1 i DS-bundopgør

Per Myhrmann
14. april 2018 kl. 16:36
Første sejr i Zebrfolden siden 19. august 2017

Referat af DS-kampen Avedøre-KFUM Roskilde-2-1 (1-0).

Der skete faktisk ikke ret meget i første halvleg. Det var vel kampen om midtbanen, uden det kom til chancer i nogen af enderne. Roskilde havde den største efter 6 minutter, da en lang bold i deres venstre side blev sendt afsted, og forsvar og målmand ikke fik fat i bolden. Men lobbet gik geldigvis ved siden af målet fra den lidt spidse vinkel.

Føringsmålet til Avedøre kom i det 37. minut. Et godt træk og indlæg fra højre side af Simon Boe Nielsen havde retning mod Martin Nordentoft. Han måtte dog kaste sig tilbage i feltet for at ramme bolden med siden/baghovedet af bolden (eget udsagn). Bolden skruede så mod den fjerneste stolpe, hvor målmand Lyster kastede sig, dog uden at forhindre bolden i at snige sig ind ved stolpen. Vi talte på sidelinjen om Henning Jensens hovedstød i en EF/EU-kamp i 1972, men det var nok alligevel flottere! Men Nordentoft må være skæv i hovedet for at kunne skrue bolden så meget!

Med få minutter tilbage af 1. halvleg havde Bjørn Jensen et hovedstød (!), men målmanden fik reddet forsøget.

Målet til 2-0 kom i midten af anden halvleg; efter 63 minutter. Og alle i Avedøre taler om det stadig. Det var Kim Gurskov, der fra meget tæt afstand kunne lægge bolden i det tomme mål efter halvklaring fra målmand Lyster. Simon Boe havde trukket sig fri i venstre side og sparkede hårdt og flot på mål, så målmanden ikke kunne holde bolden. Kim Gurskov scorede dermed sit andet mål i DS i karrieren, begge mod Roskilde. Gurskov er nu på en delt andenplads på topscorerlisten!! Ærgerligt, at der ikke var mulighed på oddset for dette bud.

Det så ud til en sejr til Avedøre, og man havde da også gode angreb for at bringe sig yderligere foran. Men så scorede Rasmus Lundberg Petersen for Roskilde til 1-2. En lang aflevering blev sendt videre ned i Avedøres venstre forsvarsside, og det velplacerede skud kunne Rasmus Siggaard ikke forhindre i at gå i mål til 1-2. Så blev det desværre det forventede pres mod Avedøre, men de forsvarede sig flot, og Roskilde fik ingen store chancer for at udligne.

Avedøre har nu overladt sidstepladsen til netop Roskilde. Lad dem endelig blive dér!

Sejren var første hjemmebanesejr siden 19. august, hvor Fremad Valby blev slået 1-0. Lad os få nogle flere.

Til dagens kamp var der afbud fra færre spillere end normalt. Thomas Petersen (skadet/opereret), Martin S, Nielsen (skadet), Jesper Hansen (skadet), Tommy Okello (skadet) og Lirim Aliti (skadet). 

Der spilles næste turneringskamp hjemme i Zebrafolden lørdag den 21. april kl. 13.00 mod GVI. Avedøre har noget at hævne eller revanchere sig for. Udekampen i Gentofte blev tabt 0-7 i september.

Der var 108 tilskuere samt 1 labrador-hund med Avedøres kamptrøje og 1 enkelt retriever, som dog kun kom forbi, fordi dens ejer skulle tisse i anden halvleg.

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Niklas Myhrmann (anf.) – Anton Holm – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Bjørn Jensen – Chris Lindskow – Filip Hansen – Simon Boe Nielsen

Angreb:         Kim Gurskov – Martin Nordentoft

Indskiftet:      Jonathan Villadsen (58´ Chris Lindskow) – Mikkel Reimer-Gadby (72´ Bjørn Jensen) – Phillip Bo Henriksen (89´ Kim Gurskov)

Ikke benyttet: Oliver Kolkjær Sørensen – Frederik Valentin Hansen – Nick Ilsø

 

 

Luk