Menu

Unødvendigt nederlag i Birkerød

image Martin Nordentoft
Jesper "JK" Kristoffersen
28. april 2023 kl. 10:13
SS burde have vundet
Unødvendigt nederlag i Birkerød
Torsdag aften spillede Avedøre atter om vigtige point i Sjællandsserien. Birkerød stod på menukortet, og det var bestemt en anretning, der smagte af point. Avedøre fik også alle muligheder for at slå knude på sækken og tage tre point med sig fra det nordsjællandske, men manglende kynisme betød, at hjemmeholdet fik foræret en sejr på 3-1, hvor de sidste to mål faldt i kampens døende minutter.
Birkerød startede bedst på den udmærkede græsbane, der desværre for kampens kvalitet, havde en kraftig vind som blind passager over samtlige 90 minutter. En enkelt gang måtte Emil Larsen ud i en rigtig stærk redning ved sin venstre stolperod, ellers var værterne venlige og afsluttede svagt på de pæne tilbud, de kom frem til.
Forløsende scoring og stor mulighed
Langsomt arbejdede Avedøre sig ind i opgøret, og da Emil Malm og Mads Zibrandtsen flot kombinerede sig fremover banens højre side, var det en formssag for Martin Nordentoft at skubbe bolden de sidste meter ind over stregen på en tværpasning fra Emil Malm. Kort tid efter fik samme Martin Nordentoft en friløber, desværre blev det andet træk lidt for langt, så afslutningen prellede af på keeperen, returen fik Nordentoft for fødderne, og valgte at spille Jack Overby, der ikke kunne få ordentligt træf, og så forblev det ved 1-0 til Avedøre ved pausen. Den scoring havde lunet!
2. halvleg startede med Avedøre som det bedste hold, og sådan fortsatte den faktisk hele vejen til dommerens sidste fløjt. Nu er det bare sådan, at fodbold ikke nødvendigvis handler om at være eller føle sig bedst, det handler i lige så høj grad om at være kynisk og skarp. I den kategori vandt Birkerød.
Mål, marchordre og misser fra pletten
To hjørnespark i træk til Avedøre endte med en situation, hvor Nassor Salim forsøgte sig med en dribling på kanten af feltet overfor tre gul-klædte. Driblingen mislykkedes og hjemmeholdet satte fart mod Avedøre-målet, først reddede Emil Larsen bundsolidt, men på riposten stod en Birkerød-spiller parat til sikkert at sætte læderet i nettet. 1-1.
Midtvejs i kampen blev det højdramatisk. Først forsøgte Anton Holm at bremse en omstilling, og i samme spilsekvens satte Anton Holm sig ad to omgange igennem på midten af banen, hvor kampens oppasser i anden omgang mente, at Anton Holm begik et frispark. Dommeren vurderede på den baggrund, at den erfarne Avedøre-forsvarer fortjente et gult kort for første forseelse og et gult kort for anden forseelse, dermed marchordre og Avedøre reduceret til 10 mand resten af kampen. Set udefra en noget hård dom.
Birkerød blev heldigvis beviset på, at ikke alle hold bliver bedre af at være i overtal. Værternes spil blev langsomt og stresset, da Avedøre stod 10 meter længere tilbage på banen. Bortset fra et par hjørnespark virkede Avedøre i god kontrol, og netop et hjørnespark til Birkerød gav en omstilling til Avedøre, hvor Emil Malm blev revet i trøjen, gult kort til Birkerød-spilleren, og så var det pludselig 10 mod 10.
Kort efter det gule kort sendte Nassor Salim en bold ind i Birkerøds felt, hvor en forsvarsspiller tog hånden til hjælp. Straffe til Avedøre! Casper Karlsson, der tidligere på sæsonen har været knivskarp fra pletten, tog bolden og ansvaret. Et velplaceret skud manglede desværre tilstrækkelig fart, og så kunne keeperen skubbe bolden forbi mål, stadig 1-1.
Kort efter havde Victor Øvlisen en stor mulighed, men bolden trillede millimeter forbi den ene stolpe.
Birkerød i tovene - Avedøre knockoutet
En skidt beslutning på banens midte med tre minutter tilbage af kampen blev dyr. Avedøre var i kontrol med boldbesiddelse, da en tværpasning uden adresse havner i fødderne på en Birkerød-spiller. Resultatet blev endnu en omstilling, som værterne flot udnyttede, men også fik serveret på et sølvfad.
Birkerød blev herefter fuldtallige, så Avedøre igen spillede 10 mod 11, og det gjorde det naturligt endnu mere vanskeligt at sætte et sidste pres ind. Det kom hellere ikke, i stedet scorede Birkerød et flot mål til 3-1, men også et mål, der var resultatet af en offensiv satsning.
Et svidende nederlag til et hold, der bestemt burde høstet point mod. Avedøre forærede tre point væk. Nuvel, et straffespark kan brændes, sådan er gamet, men en modstander, der stort set ikke evner at spille sig til chancer, behøver man ikke begave med muligheder. Det gjorde Avedøre torsdag aften, en lærestreg, der forhåbentlig ikke bliver for dyrt købt.
Luk