Uafgjort 3-3 i målrig kamp mod AB Tårnby i DS
Referat af DS-kampen Avedøre-AB Tårnby-3-3 (2-3).
En kamp, som skiftede karakter i løbet af de 1½ time, sådan en kamp varer.
Avedøre var dominerende de første 15 minutter og havde bolden; og i denne periode lykkedes det at skabe den farlige 2-0 føring (citat: landstræner Richard Møller Nielsen), for derefter at trække sig tilbage og overlade initiativet til AB Tårnby.
Simon Boe Nielsen bragte efter en opsamling med at fladt skud fra kanten af feltet Avedøre foran 1-0 efter 4 minutter, og i det 11. minut kom Avedøre på 2-0. Et hjørnespark fra venstre blev forlænget af Niklas Myhrmann, hvorefter Martin Nordentoft bagved med hovedet kunne sætte bolden i mål ved fjerneste stolpe. En indstuderet dødbold.
Herefter trak Avedøre sig lidt uforståeligt tilbage, og AB Tårnby havde spilovertaget det næste kvarter. Avedøre havde et godt skud fra Sebastian Tan, som kunne have givet 3-0, og Mikkel Reimer-Gadby fik prikket bolden fra målmanden, der dog forhindrede en scoring i det tomme mål. En scoring her kunne have knækket Tårnby.
Og så gik det galt. Mål til AB Tårnby efter 33, 37 og 45 minutter var ikke godkendt i hjemmeholdets lejr. Det første på et mærkeligt langt hovedstød. Ingen generede manden og bolden røg højt og langt i det lange hjørne. Det andet mål efter et gennembrud i deres venstre side og det tredje efter elendigt forsvarsspil, hvor bolden burde være sendt langt væk. Det sidste mål i øvrigt scoret af Abdullah Thamer Jassem, som tidligere har spillet for Avedøre. AB Tårbys to første mål blev scoret af Benjamin Warlo og Nassim Djemal.
Hjemmeholdets spillere så triste ud, da de gik til pause for Avedøre. Men de så lidt anderledes ud, da de kom tilbage. Tårnby havde godt nok den første chance, og de ville meget gerne have haft et straffespark, minuttet inden Avedøre efter 69 minutter udlignede til 3-3 ved Sebastian Tan, der omsatte et fantastisk godt indlæg fra venstre af Simon Boe Nielsen til udligningen.
Desværre rodede Martin Nordentoft sig lige efter ud i noget, der kostede gule kort nummer to. Det betyder som bekendt rødt kort, og dermed var Avedøre i undertal den sidste del af kampen. Trods en god chance til Tårnby lige før slutfløjt blev det ikke til noget, så kampen sluttede uafgjort 3-3. Begge hold ville gerne have vundet; AB Tårnby for at holde trit med GVI og Vanløse; Avedøre for at indhente de foranliggende hold, der begge vandt.
Til dagens kamp var der afbud fra Anton Holm (ferie), Thomas Petersen (skadet/opereret), Mathias S. Christensen (karantæne), Tommy Okello (skadet), Chris Lindskow (skadet), Lirim Aliti (skadet) og Jesper Hansen (ferie).
Der spilles næste turneringskamp ude i Vanløse Idrætspark lørdag den 7. april kl. 13.00 mod Vanløse. Avedøre har fået Martin Nordentoft i karantæne, men Mathias S. Christensen vender tilbage fra straffeboksen sammen med cheftræner Peter Juul, og Anton Holm og Jesper Hansen er hjemme fra ferier; forhåbentlig ikke helt ”stegt”! Desværre måtte Martin S. Nielsen allerede efter 25 minutter lade sig udskifte med en skade. Jeg håber ikke, at den er alvorlig, da Martin S. Nielsen er en spiller med lidt superligaerfaring og kan gøre en forskel i nogle kampe.
Der var 131 tilskuere samt 1 labrador-hund og 2 små hunde i det pragtfulde forårsvejr med høj sol og ikke så meget vind. Pølserne var gode og øllet koldt. Kom forbi næste gang den 14. april mod KFUM Roskilde.
Mål: Rasmus Siggaard
Forsvar: Phillip Bo Henriksen – Niklas Myhrmann (anf.) – Martin Nordentoft – Mikkel Schmelling
Midtbane: Bjørn Jensen – Kim Gurskov – Jonathan Villadsen – Simon Boe Nielsen
Angreb: Mikkel Reimer-Gadby – Martin S. Nielsen
Indskiftet: Sebastian Tan (25´ Martin S. Nielsen) – Filip Hansen (63´ Bjørn Jensen) – Nicholas Helstrup Christiansen (85´ Kim Gurskov)
Ikke benyttet: Besnik Ljoki – Steffan Skov