Menu

Tre point på hjemmebanen til zebraerne

image Dobbelt måslcorer Mathias Nedergaard
Per Myhrmann
20. april 2024 kl. 09:06
Vandt i SS 2-1 over Roskildes andethold

Referat af SS-kampen Avedøre – Roskilde 06 II – 2-1 (2-0).

Det blev to meget forskellige halvlege, der denne aften blev spillet på græsset i Zebrafolden. Første halvleg var Avedøre klart bedst og var fortjent foran, og det burde måske have været med et mål mere. Allerede efter et minuts spil fik Kim Gurskov chancen fra få meters afstand. Men bolden blev løftet for meget og ramte overliggeren; oven i købet to gange. Det burde have givet Avedøre en hurtig føring. Den kom dog allerede i det 8. minut, hvor Martin ”Jern” Nielsen fandt Mathias Nedergaard foran målet, og den unge spiller svigtede ikke. Roskilde havde ikke mange gennemførte angreb inden pausen. Deres hurtige forward havde det eneste reelle skud og chance, men skuddet gik ved siden af målet.

Mathias Nedergaard stod også for Avedøres andet mål, da han i det 34. minut øgede til pausestillingen 2-0.

Desværre måtte både Kim Gurskov og Mathias Nedergaard forlade grønsværen inden pausen med problemer.

Om det havde indvirkning på indsatsen efter pausen, kan der kun gisnes om. I hvert fald var det nu Roskilde, der havde bolden mest og fik tilspillet sig chancer. Roskildes hurtige Marius Germundsson fik en af de største efter et avedørehjørnespark. Lynhurtigt blev bolden transporteret frem til midten, hvor Germundsson løb fra hjemmeholdets spiller, men udplacere Emil Skjold Larsen i målet kunne han dog ikke. Det kunne han dog med et kvarter igen med et fladt skud fra kanten af feltet. Det betød pres på Avedøre, som brugte megen tid på blot at få ekspederet bolden væk fra egen banehalvdel. Avedøre formåede ikke at brede spillet ud til fløjene og holde fast i den dér. Men zebraerne red stormen af og satte 3 point ind på kontoen, hvor man efter weekenden vil ligge nummer 6 eller 7 i rækken.

En god fødselsdagsgave til Emil Møller og Nicklas Antonsen, der begge fyldte 25 år på kampdagen.

På minussiden står, at også Nicklas Antonsen sammen med tidligere nævnte Kim Gurskov og Mathias Nedergaard alle forlod kampen med problemer og eventuelle skadesperioder. Til gengæld kan karantæneramte Oliver Algreen-Petersen og måske også Mads Zibrandtsen og Jeppe Malm Kristensen eventuelt alle spille næste weekend.

 

Der var kun ca. 65 tilskuere til kampen denne råkolde forårsaften i Zebrafolden.

Den næste turneringskamp spilles fredag den 26. april kl. 18.30 på udebane mod Avarta i Espelunden.

 

Mål:               Emil Skjold Larsen

Forsvar:         Phillip Bo Henriksen – Alek Farhan Bakalarz – Anton Holm – Frederik Holm Jensen

Midtbane:      Mathias Nedergaard – Emil Malm Kristensen – Kim Gurskov (anf.) – Emil Møller

Angreb:         Martin Nordentoft – Martin S. Nielsen

 

Indskiftet:      Karl Gaardmand Braad – Nicklas Antonsen – Benjamin Snerle Trebbien

Luk