Menu

Træningskamp mod Skold vundet 4-2

Per Myhrmann
10. februar 2019 kl. 09:54
Men spillet var ikke tilfredsstillende

Referat af træningskampen Avedøre – Skjold (KS) –4-2 (4-2).

 

Efter kampen var cheftræner Peter Juul absolut ikke tilfreds med spillet og indstillingen mod Skjold fra KS med Thomas Laurenborg som træner. Der blev godt nok scoret fire mål inden pausen, hvor spillet i perioder var pænt, og Avedøre dominerede halvlegen. Men Peter Juul mente ikke, at det var Avedøres fortjeneste, men snarere et udtryk for, at modstanden ikke var prangende, og at det ville være gået galt mod en modstander fra DS eller 2. division. Der var da også skiftet ud på ikke mindre end 9 pladser i startopstillingen i forhold til sidste uge. Peter Juul ønsker at se mange i kamp, og desuden var der afbud fra tre skadede spillere fra sidste uges startopstilling samt fra en sygdomsramt Oliver Larsen.

Skjold kom godt nok foran efter 4 minutter, da en fejl i det bagerste kostede. Men Sebastian Tan udlignede i det 8. minut, da han efter et indlæg fra Phillip Bo Henriksen fik kontrol over bolden og sendt den i mål til udligning. Efter godt et kvarters spil fik Lars Jacobsen, der stadig overvejer et skifte fra Fr. Valby, chancen for at score, men forsøget med hovedstød i 40 cm´s højde mislykkedes. I stedet blev det Anton Holm, der midt i halvlegen bragte Avedøre i front efter en dødboldsituation.

Da den halve time var rundet, trak Phillip Bo sig fri i højre side, men blev udenfor feltet tacklet voldsomt af den frembrusende målmand. Men bolden røg hen til Mikkel Bang, der elegant løftede bolden over en prisgivet forsvarsspiller og i mål. To minutter senere tacklede målmanden, igen (!), Phillip Bo i dennes gennembrud. Denne gang var det dog inden for feltet, og Mikkel Reimer-Gadby omsatte sikkert straffesparket til føring på 4-1. Kampen syntes afgjort, og måske var Avedøre på vej til en storsejr.

Men lige før pausen mistede Avedøre bolden inde på modstanderens banehalvdel, og inden holdet fik omstillet sig til forsvar, havde Skjold reduceret til 2-4 i sidste sekund før the-tid.

Der kom 7 friske spillere på banen efter pausen. Dvs., Kim Gurskov var ikke helt frisk og måtte udgå efter 10-15 minutter i gå hjem i seng. Om det skyldes de mange udskiftninger eller modstanderen, vil jeg ikke gøre mig klog på, men spillet blev meget usammenhængende hele anden halvleg. Flere udskiftninger af spillere fra første halvleg ændrede ikke på noget. Skjold havde to store chancer til scoring, men den første blev sendt forbi målet, mens Rasmus Siggaard flot parerede den sidste til hjørnespark. På min blok stod der efter anden halvleg kun en enkelt chance til hjemmeholdets Mikkel Bang, men det blev ikke til scoring i denne omgang.

Det mest positive ved dagens kamp var måske vejret, der var bedre end under de foregående testkampe.

 

På lørdag den 16. februar spilles næste træningskamp hjemme mod Jan Christensens Herstedøster kl. 14.15. Gratis entré.

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen (anf.) – Lirim Aliti – Anton Holm – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Phillip Bo Henriksen – Nick Ilsø – Mikkel Reimer-Gadby – Sebastian Tan

Angreb:         Lars Jacobsen – Mikkel Gunthel Bang

Indskiftet:      Mathias Redke Jensen – Mads Eslund – Kim Gurskov – Martin Nordentoft – Andreas Jensen – Jonathan Villadsen – Aymen Lamlil

Luk