Menu

Tabte 2-4 til Herstedøster fra SS

Per Myhrmann
17. februar 2019 kl. 10:19
Igen dårlig præstation og sur træner

Referat af træningskampen Avedøre – Herstedøster (SS) –2-4 (2-2).

 

Efter kampen sidste weekend var cheftræner Peter Juul ikke tilfreds, trods holdet vandt med 4-2 over Skjold. Lørdagens kamp endte med samme cifre, blot var det modstanderen Herstedøster, der vandt. Peter Juul så slet ikke glad ud efter nederlaget til tidligere cheftræner Jan Christensen. Jeg synes da heller ikke, at der var ret meget, der fungerede, efter der var spillet 20 minutter med overtag til Avedøre

Der var igen skiftet ud på halvdelen af pladserne i startopstillingen i forhold til sidste uge. Den første større chance tilfaldt Herstedøster, men på stregen dukkede Mikkel Schmelling op og fik kontrol over bolden. Sebastian Tan driblede lidt efter rundt med et par modstandere, men hans skud blev pareret af målmanden, Riposten fik Oliver Larsen skudt på, men bolden blev tacklet til hjørnespark. Derefter var det igen Herstedøsters tur, da Avedøre blev fanget i ubalance. Men Phillip Bo Henriksen var hurtig og kom på tværs og fik tacklet modstanderen. I det 23 minut kom Avedøre foran 1-0 ved Mathias Redke Jensen. Han trak på tværs lige uden for feltet og sparkede hårdt og fladt tilbage i målet helt ude ved stolpen.

Så var der ikke mere, der fungerede for Avedøre i den kamp. Føringen holdt kun i fem minutter, så udlignede Herstedøster efter kaos i forsvaret hos hjemmeholdet. Minuttet efter var den gal igen, men målmand Lucas Thers klarede paragrafferne. Men Herstedøster kom alligevel foran 2-1 i det 38. minut, inden Avedøre fik et mindre comeback. Mikkel Reimer-Gadby fik en stor chance, men skød forbi målet. Gadby fik alligevel udlignet på et straffespark 2 minutter før pausen, da Mathias Redke blev skubbet i ryggen i fri position en meter fra stregen.

Inden der var spillet 10 minutter af 2. halvleg, var Herstedøster igen i front efter rodet forsvarsspil fra DS-holdets side. Spillet var usammenhængende hos Avedøre, og man kom ikke frem til noget på modstanderens banehalvdel. Ti minutter før slutfløjtet fik Avedøre et hjørnespark. Tan spillede kort til Eslund, hvorefter Herstedøster fik fat i bolden. Højst 10 sekunder senere stod det 4-2, da Avedøre blev fanget i ubalance; igen. Herstedøster rystede et par kæmpechancer mere ud af ærmerne, mens Avedøre virkede rystet.

Pga. arbejde, småskader, sygdom og manglende træning var Avedøre uden Rasmus Siggaard, Mathias S. Christensen, Mikkel Bang, Niklas Myhrmann, Martin S. Nielsen, Kim Gurskov og Jesper Hansen. En rutineret samling med mange kampe for klubbens bedste hold.

Det mest positive ved dagens kamp var igen vejret, der viste sig fra sin bedste side.

 

På lørdag den 23. februar spilles næste træningskamp hjemme mod Kastrup fra DS kl. 12.30. Det er sidste træningskamp inden træningslejren i Tyrkiet. Gratis entré.

Reserveholdet spiller næste uge både tirsdag den 19. februar mod Friheden kl. 20.30 på kunsten i Avedøre samt lørdag den 23. februar ude mod Kastrups reserver.

 

Mål:               Lucas Thers

Forsvar:         Phillip Bo Henriksen – Jonathan Villadsen – Martin Nordentoft (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Sebastian Tan – Nick Ilsø – Oliver Larsen – Aymen Lamlil

Angreb:         Mikkel Reimer-Gadby – Mathias Redke Jensen

Indskiftet:      Anton Holm – Lars Jacobsen – Mads Eslund

Luk