Menu

Stort nederlag i Sjællandsserien

Per Myhrmann
19. september 2021 kl. 10:44
Tabte 1-6 i Birkerød

Referat af SS-kampen Birkerød – Avedøre – 6-1 (1-1).

Inden kampen i Birkerød lå de to hold a point. En sejr ville betyde en midterplacering, hvorimod et nederlag ville betyde, at man var efterladt i bunden af rækken.

Det startede med et par gode forsøg fra hjemmeholdets side. Men en fejl af målmanden hos Birkerød efter 6 minutter blev dyr. Han kom forkert ud af målet og fik taget med hænder uden for feltet. Gult kort, 10 minutters straf og frispark til Avedøre. Det sparkede Bjørn Jensen flot og fladt i mål uden chance for den stakkels markspiller, der havde overtaget handsker og målmandstrøje.

Midt i halvlegen fik Birkerød udlignet på en lidt tilfældig chance, hvor frontangriberen Jakob Sten Madsen stod alene i feltet og fik en nedfaldsbold. Kampen havde indtil da været meget lige uden det prangende spil fra nogen af holdene. I slutningen af 1. halvleg havde Birkerød fået et overtag, som førte til en friløber, som blev sendt ved siden af både målmand Lucas Thers og målet, og lidt senere måtte Thers lave en feberredning på et kanonskud. Inden der blev fløjtet til pause havde Birkerød en god skudchance mere. Det blev for meget for Mahdi Mansour, der også følte sig snydt for frispark. Dommeren bad ham om ikke at overspille situationerne og gav Mahdi gult kort. Derefter fik Mahdi Mansour sagt noget mindre pænt til dommeren, der reagerede med endnu et gult kort. Det betød rødt kort til den temperamentsfulde avedørespiller, og dermed måtte Avedøre spille resten af kampen med kun 10 mand. Det viste sig at blive en svær opgave.

Kun 7 minutter inde i 2. halvleg blev vores højre forsvarsside overspillet, og indlægget fra baglinjen omsatte Troels Cilius Nielsen til 2-1 føring for Birkerød. Mathias S. Christensen begik midt i halvlegen et unødvendigt straffespark, da han løb direkte ind i siden på en modstander. Troels Cilius Nielsen scorede sikkert til 3-1, og Avedøre var slået.

I de sidste 15-20 minutter var der åbent hus hos Avedøre. Det førte til 3 mål, et skud på overliggeren og en scoringschance yderligere til hjemmeholdet. Avedøre kom ikke frem til noget en mand i undertal. En stor og fortjent sejr til Birkerød.

Jeg håber, at de skadede Martin Nordentoft, Anton Holm og Christian Sustmann Larsen snart bliver klar. De har noget rutine, som Avedøre har brug for i den nuværende situation. For en måneds tid siden talte nogle i klubben stadig om hurtig tilbagevenden til Danmarksserien. Nu skal man i stedet tænke anderledes og sørge for at stabilisere holdet i SS. Det synes jeg og sikkert også andre.

 

Der var ikke mange tilskuere til kampen i det pæne efterårsvejr. Jeg talte et sted mellem 5 og 10 af de ”normale” tilskuere fra Avedøre.

Den næste kamp er på lørdag den 25. september på hjemmebane (bane 3) mod Snekkersten kl. 12.00.

 

Mål:               Lucas Thers

Forsvar:         Christian Aabech – Patrick Paw Olsen – Mathias S. Christensen (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Bjørn Jensen – Victor Nøhr Sørensen – Kim Gurskov – Nick Ilsø – Mahdi Mansour

Angreb:         Martin S. Nielsen

 

Indskiftet:      Emil Appelt – Jonas Bøtker – Phillip Bo Henriksen

Ikke benyttet:

Luk