Menu

Smal sejr på 3-2 i SS mod Gladsaxe Hero

image Klubbens logo
Per Myhrmann
02. april 2022 kl. 18:43
Sejren burde have været større efter god holdindsats

Referat af SS-kampen Gladsaxe Hero – Avedøre – 2-3 (0-1).

Det var en uhyre vigtig kamp, ​​der blev spillet i Gladsaxe i Sjællandsserien, og det gjaldt for begge hold. Kampen blev også uhyre spændende, og med den rigtige vinder til sidst. Avedøre var bedst kampen igennem og havde ud over de tre mål også flere chancer og ramte stolper og overligger hele fire gange i løbet af kampen.

Også ærgerligt, at man ikke spiller kampen på græs, når det nu er april måned, men vælger at spille kampen på en kunstgræsbane, hvor underlaget er glat og klart anderledes end de baner, man kunsttræner på i Hvidovre Kommune om vinteren. Det lignede og føltes som et grønt underlag, pensionister og andre lejligheder normalt lægger på altaner, fordi der skal være lidt blødt og se grønt ud. Spillerne gled flere gange under kampen, men der var selvfølgelig det samme for begge hold.

Igennem første halvleg virkede Gladsaxe Hero ikke særlig farlige. Avedøres Rohullah Zalmai ramte overliggeren og Nordentoft ramte stolpen og samme spiller havde et hovedstød, som desværre gik lige forbi. Avedøre kom alligevel i front efter 41 minutter, da Martin ”Jern” Nielsens og Kim Gurskovs forarbejde førte til, at topscorer Martin Nordentoft med et velplaceret skud kunne bringe Avedøre i front inden pausen.

Men det første kvarter af anden halvdel af kampen blev rigtig dårlig for Avedøre. Et langsomt langskud sad helt uden ved stolpen uden rækkevidde for Bo Kampmann-Lassen. Og efter et skud fra tæt hold af Mathias S. Christensen på overliggeren, kunne Gladsaxe Hero bringe sig foran, da en umarkeret spiller kunne heade et frispark i nettet uden chance for Bo Kampmann-Lassen i målet.

Ikke længe efter var det Bjørn Jensens skud, som målmanden fik op på overliggeren og til hjørnespark. Phillip Bo Henriksen gled på den glatte bane, så Gladsaxe Hero var tæt på, men Avedøres målmand reddede flot.

Med et kvarter igen blev Gladsaxe Heros målmand og Mathias S. Christensen sendt til ti minutter i straffeboksen med gule kort. Bjørn Jensen var derefter tæt på en scoring, inden Martin Nordentoft fra kanten af ​​feltet drejede rundt med bolden og sendte den helt op i det lange hjørne til en udligning. Den ”normale” målmand hos Gladsaxe Hero havde nok heler ikke reddet det skud.

Afslutningen blev hektisk og spændende. Victor Nøhr kom pludselig helt fri, men det frie skud på mål blev taget af målmanden, som igen var kommet på banen. Gladsaxe Hero var lige efter tæt på, da de fik sendt et skud lige ved siden af mål i næsten fri position. Det havde også været dybt uretfærdigt, hvis bolden var gået i mål. Minuttet efter forlængede Martin Nordentoft et fremlæg til Kim Gurskov i feltet, der straks sendte bolden til den fremstormende Bjørn Jensen, der tog bolden med uden om målmanden og lagde den i det tomme mål til 3-2 sejr. Der var spillet 5 minutter ind i overtiden på det tidspunkt!

Retfærdigheden var sket fyldest; denne gang.

Holdet ydede en rigtig god indsats, som lover godt for fremtiden, hvor der skal flere point til stillingen for at komme væk fra de sidste fem pladser i rækken, som kan give nedrykning

Den næste kamp i SS er på hjemmebanen i Zebrafolden mod Liria, og den spilles lørdag den 9. april kl. 12.00. Igen det ”normale” tidspunkt.

 

Mål: Bo Kampmann-Lassen

Forsvar: Phillip Bo Henriksen – Bjørn Engeltoft – Anton Holm – Mathias S. Christensen

Midtbane: Rohullah Zalmai – Victor Nøhr Sørensen – Kim Gurskov (anf.) – Martin S. Nielsen

Angreb: Bjørn Jensen – Martin Nordentoft

 

Indskiftet: Mikkel Schmelling – Christian Sustmann Larsen – Wasim Imad Alwan

Luk