Menu

Sejren i Frederikssund var for lille

Per Myhrmann
09. marts 2019 kl. 17:21
Vandt 3-2 over Frederikssund efter føring på 3-0 efter 90 minutter

Referat af træningskampen Frederikssund (SS) – Avedøre (DS) –2-3 (0-2).

 

En sejr er altid godt, men man kan ikke være helt tilfreds, når man efter 90 minutters spilletid fører 3-0, og så ”kun” får en sejr på 3-2 efter to dumme fejl.

I de første 40 minutter af kampen var Avedøre meget dominerende, og Frederik Valentin i målet (Siggaard var arbejdsramt) havde ikke meget at lave. Jeg tror næsten, at selv jeg havde holdt målet tomt.

Efter 10 minutter fik en tværbold fra højre side lov til at passere alt og alle i Frederikssunds felt, da ingen ville røre bolden. Det ville Mikkel Reimer-Gadby da godt! Han satte venstrefoden på bolden og sparkede den fladt i mål uden chance på målmanden.

Det var også Gadby, der scorede til 2-0 efter 27 minutter. Sebastian Tan lagde smart bolden bagud med hælen i feltet, så Gadby kunne sparke den i en blød bue over målmanden og i mål. Efter kampen kom det frem, at der i angrebet havde været hånd på bolden fra en avedørespiller. Men det var kun den ene hånd!

Anton Holm snittede et hjørnespark videre, men bolden gik et stykke over mål

Først efter godt 40 minutters spil kom Frederikssund frem til noget overhovedet. Et hjørnespark gav et frit hovedstød mod mål, men hr. Valentin sendte bolden over mål men den ene hånd. Flot redning af den unge målmand. Lige efter kom så en mindst lige så stor chance, men igen fik Frederik Valentin den ene hånd på bolden, som sprang ud på stolpen og i spil igen. Den blev opsnappet af en frederikssunder, som skød en del ved siden af målet på 3. chance på 2 minutter.

Anden halvleg var ikke god for Avedøres vedkommende. Den dårlige afslutning fra Avedøres side fortsatte i starten af 2. halvleg. Frederikssund var måske endog mest på bolden i denne periode. Efter 15-20 minutter skiftede cheftræner Juul 3 mand ind. Minuttet efter Mathias Redke var kommet på banen fik han en lang bold frem i højre side fra Mathias S. Christensen. Forsvarsspilleren fejlbedømte bolden og Redke kom fri. Han tæmmede bolden og lagde med sin anden boldberøring bolden i en blød bue over målmanden til 3-0. Næste gang bør det ske på 1. boldberøring; tak! Godt lavet Redke.

Gadby sendte et hjørnespark direkte på oversiden af overliggeren, men ellers ikke de store chancer i nogen af enderne før i overtiden.

Så syntes Avedøres frosvar, at der skulle spilles en tværbold mellem midterforsvarerne. Men det er ikke smart, når bolden opsnappes og sendes i mål til 1-3. Og minuttet senere første et boldtab i højre side ved midten til en lang bold frem, som igen gav en friløber til Frederikssund, som så begrænsede nederlaget til et enkelt mål.

Fint nok af Avedøres førerhold i DS at slå nr. 1 i Sjællandsseriens pulje 1. Men afslutningen kunne have været anderledes. Der var nogle afbud efter træningslejren i Tyrkiet efter hjemkomsten onsdag. Ud over målmand Rasmus Siggaard var bl.a. Mikkel Schmelling, Mikkel Bang, Mikkel Verlis, Niklas Myhrmann, Kim Gurskov, Nick Ilsø og Jesper Hansen væk med afbud af forskellige årsager.

 

Den næste træningskamp lørdag den 16. marts kl. 14.15 hjemme mod Rønne fra KS. Reserveholdet spiller samme dag kl. 13.15 i Rødovre.

 

Mål:               Frederik Valentin Hansen

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Anton Holm – Martin Nordentoft (anf.) – Phillip Bo Henriksen

Midtbane:      Aymen Lamli – Steven Green – Mads Eslund – Mikkel Reimer-Gadby

Angreb:         Sebastian Tan – Martin S. Nielsen

Indskiftet:      Jonathan Villadsen (60´ Anton Holm) – Mathias Redke Jensen (65´ Martin S. Nielsen) – Oliver Larsen (65´ Mads Eslund)  

Luk