Sejr nr. 4 i træk i SS
Referat af SS-kampen Farum – Avedøre – 0-1 (0-1).
Det blev til fjerde sejr i fire kampe for de sort- og hvidstribede. Og tredje gang i træk, at der blev spillet til nul. Det er svært ikke at være optimistisk i Avedøre i denne tid.
Avedøre startede bedst med mest boldbesiddelse, og Emil Møller fik også bolden i nettet, inden der var spillet 10 minutter. Men desværre viste linjedommeren, at der var offside i situationen. En lidt tvivlsom en af slagsen, men det kender vi jo fra Santiago Bernabéu i CL i denne uge. Der blev heller ikke set VAR i Farum! Midt i halvlegen blev Mathias Nedergaard sendt frem i højre side og nåede bolden før målmanden. Nedergaard lobbede bolden over målmanden og mod mål, men på selv mållinjen fik en forsvarer sparket bolden væk. Linjedommeren stod godt placeret og dømte ikke bolden inde. Farum havde kort efter et godt skud, men det gik over mål, hvilket de fleste af deres skud gjorde kampen igennem.
I det 36. minut faldt kampen eneste scoring. Igen var det Mathias Nedergaard, der var på færde. Han fik bolden ude i højre side på kantet af feltet, stoppede lidt op og sparkede derpå bolden hårdt og fladt i mål ved den fjerneste stolpe. Emil Malm Kristensen havde inden pausen en god mulighed for at øge føringen, men Malm fik ikke ordentligt ram på bolden.
De to hold må have drukket noget forskelligt i pausen. For pludselig viste Farum tænder og havde gennem hele anden halvdel af kampen mange gode skud, men over mål. Det havde givet mange point i NFL, men det tæller ikke i SS. Farums spillere og fans mente også, at de skulle have et straffespark, men det mente dommeren heldigvis ikke. Farum havde bolden mest, men Avedøre havde dog stadig gode kontraangreb. Én gang kom Avedøre alene med målmanden, hvor målmanden dygtigt fik blokeret chancen. Og kort før tid fandt Oliver Algreen-Petersen med en perfekt aflevering fra højre bag om forsvaret en helt fri Frederik Holm Jensen. Men ”Freds” ellers gode venstreben svigtede ham i denne omgang. Skuddet blev for blødt og målmanden kunne lægge sig ned over bolden.
Igen mange gode præstationer hele vejen rundt i en kamp, hvor karantæneramte Kim Gurskov måtte undværes. Godt løbearbejde og pres over hele banen, og i forsvaret spillede Alek Farhan Bakalarz én i mine øjne fejlfri kamp. Der blev ryddet op, og afleveringer ramte medspillere gennem hele kampen.
Fredag den 17. maj kl. 18.30 møder vi Skjold Birkerød hjemme i Zebrafolden. Lad os håbe på godt vejr med masser af tilskuere, som kan spise og drikke fra boden på stadion. Gratis entré.
Mål: Emil Skjold Larsen
Forsvar: Phillip Bo Henriksen – Alek Farhan Bakalarz – Anton Holm (anf.) – Jeppe Malm Kristensen
Def. midtbane: Martin Nordentoft
Midtbane: Mathias Nedergaard – Emil Malm Kristensen – Niklas Thomas
Angreb: Emil Møller – Martin S. Nielsen
Indskiftet: Oliver Algreen-Petersen – Mads Zibrandtsen – Frederik Holm Jensen