Menu

Nyt nederlag i DS

Per Myhrmann
19. maj 2019 kl. 11:15
Tabte klart 0-3 i Greve

Referat af DS-kampen Greve – Avedøre –3-0 (1-0).

 

Der er ikke meget, der går Avedøres vej i DS i denne tid. Nederlaget i Greve var fjerde nederlag på stribe. Cheftræner Peter Juul havde ændret i forhold til sidste kamp, men uden synligt resultat.

Avedøre kom ellers godt fra start, og Mikkel Bang havde et hovedstød lige over mål på et præcist indlæg fra dagens anfører, Mathias S. Christensen. Desværre blev Bang skadet umiddelbart efter og måtte udskiftes med Mathias Redke, der lavede et godt stykke arbejde resten af kampen. Greve havde også en chance i starten af kampen, men angriberen fik ikke kontrol over bolden foran målet.

Avedøre presssede godt på omkring den halve time, men så kom Greve foran på et hurtigt modangreb, hvor Anders Hunsballe blev spillet totalt fri foran mål med en flad aflevering ind bag forsvaret. Hunsballe skulle blot sætte indersiden på bolden ved den bagerste stolpe.

Men så var Avedøre ”nede i sækken”. I resten af halvlegen stod der Greve på det hele. To kæmpechancer lige efter føringsmålet kunne have ført til yderligere problemer for det tidligere tophold.

Lige efter pausen var Steven Green uheldig med en aflevering, og så blev det 2-0 til hjemmeholdet, der igennem den sidste halvdel af kampen havde flere chancer til at score yderligere, ud over den, der førte til slutfacit 3-0.

Juul prøvede at skifte Niklas Myhrmann ind i forsvaret og sende Jonas Nørremark frem som angriber, men det førte ikke til noget denne dag. Lars Jacobsen fik debut hos Avedøre, da han erstattede Mikkel ”Smiling” Schmelling på backpladsen.

De bedste tilløb til scoringer fra Avedøres side var et hovedstød fra Jonathan Villadsen lige før pausen, et frispark fra Jonas Nørremark lige efter pausen, og Sebastian Tan fik en tilfældig chance med et kvarter igen. Men Tan fik ikke kontrol på bolden.

 

Den næste DS-kamp spilles lørdag den 25. maj kl. 13.00 i hjemme mod Karlslunde.

Inden da spilles der pokalkamp på udebane i Raklev ved Kalundborg. Spillerne kører i bus til kampen, og tilskuere, familie og venner kan køre gratis med.

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen (anf.) – Jonathan Villadsen – Jonas Nørremark – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Mikkel Verlis – Steven Green – Oliver Larsen – Mikkel Reimer-Gadby

Angreb:         Sebastian Tan – Mikkel G. Bang

Indskiftet:      Mathias Redke Jensen (9´ Mikkel Bang) – Niklas Myhrmann (52´ Mikkel Verlis) – Lars Jacobsen (69´ Mikkel Schmelling)

Ikke benyttet: Aymen Lamlil – Lars Nielsen

 

Luk