Menu

Ny cheftræner

image logo
Kim Junge
11. juni 2019 kl. 22:12
Trænerteamet udvidet

I umiddelbar forlængelse af vores tidligere cheftræners opsigelse, gik bestyrelsen i Avedøre I.F. i gang med arbejdet med at finde et ny.

 

Meget hurtigt viste det sig, at interessen for at blive tilknyttet Avedøre I.F. som ny cheftræner var stor hos mange kandidater med utroligt højt fagligt og ledermæssigt niveau. 

 

Alle kandidater er blevet præsenteret for den sportslige målsætning, som handler om at definere den sportslige/spillemæssige profil, kvalificeret og struktureret træning, der flugter med den spillemæssige profil, og et meget stærkt fokus på udvikling af den enkelte spiller. 

 

Det stod meget tidligt klart, at én kandidat skilte sig markant og positivt ud dels I forhold til de sportslige målsætninger og vedkommendes muligheder for at levere på dem, dels på det ledermæssige/menneskelige plan, hvor proaktiv interaktion med spillerne er en kerne prioritet. 

 

Derfor er det med stor glæde og en vis portion stolthed, at Avedøre I.F. kan præsentere Dennis Eliasen som ny cheftræner. 

 

Dennis kommer med en A-licens som træner, og med omfattende erfaring i at arbejde på eliteplan med ambitiøse og dygtige unge mennesker I HIF – både på ungdoms- og seniorplan.

 

Han kommer med en unik tilgang til sit arbejde som leder overfor en gruppe spillere, hvor fokus på udvikling gennem dialog og relevant og interessant træning, kombineret med en meget høj fodboldfaglighed, gør ham til et menneske, som matcher fuldstændig den rejse, vi har bevæget os ud på og den gruppe af spillere, som vi har i Avedøre I.F.  

 

Vi har desuden været I stand til at tilknytte Henrik Buhl Andersen som assistenttræner. Henrik har arbejdet sammen med Dennis igennem flere år i HIF, kommer selv med en B-træner licens, og har sidst arbejdet som konsulent for ungdomsafdelingen og været cheftræner for U19 i B1908.

 

Det efterlader os med et særdeles slagkraftigt og topkvalificeret træner setup omkring vores bedste senior hold, med Dennis Eliasen som cheftræner, og Henrik Buhl Andersen og Timos Adraktas som assistenttrænere.

 

 

Med egne ord fortæller Dennis her om sine bevæggrund for at starte i Avedøre I.F.:

 

"Jeg synes Avedøre IF er en klub med et rigtigt spændende potentiale. Det gælder både rent sportsligt med en interessant spillertrup, som jeg ser et stort udviklingspotentiale i, og så gælder det klubben som helhed, som har en stærk foreningskultur og mange frivillige, der sammen gerne vil være med til at udvikle klubben.

Det er nogle af de værdier jeg selv vægter højt, og det er også en af de primære årsager til, at jeg sagde ja til rollen som cheftræner, da jeg blev kontaktet af klubben. Jeg tror nemlig på, at det handler om at løfte i flok, og det er nogle af de elementer jeg vil bringe i spil som træner - både i forhold til træningskulturen og i forhold til setupet generelt. Her tænker jeg blandt andet på, at der er et rigtigt stærkt team omkring holdet, og det er vigtigt, at vi får bragt alle de kompetencer i spil, så vi får udviklet både de enkelte spillere, truppen og det sportslige setup generelt.

Jeg ser frem til at starte op efter sommerferien, og være med til at bidrage til den udviklingsproces, som klubben har sat i gang." 

 

Luk