Nederlag i testkamp mod Kastrup
Referat af test-kampen Avedøre-Kastrup-1-2 (0-0).
Avedøre tabte sidste uge til Fremad Valby med et hold, hvor flere spillere blot var gæstespillere. I træningskampen mod Kastrup fra DS var alle spillere nogle, der spiller i Avedøre eller er på vej til at gøre det. Af nye spillere kan nævnes Christoffer Hebo, Marc Rosenmejer, Victor Paevatalu og Nicolai Rasmussen. Michael Bo Hansen har tidligere spillet på klubbens reservehold i en del år. Jesper Hansen var tilbage efter et halvt års fravær. Desværre manglede man de skadede Niklas Myhrmann, Mikkel Bang og Frederik Valentin Hansen og de ferierende Bjørn Jensen, Anton Holm, Mikkel Schmelling, Nick Ilsø, Martin Stephan Nielsen og Sebastian Tan. Men det er også mange, når man så tillægger, at spillerne mangler meget løbearbejde i benene. De er ikke i den fornødne form!
Hele første halvleg forløb ok. Avedøre var det bedste hold og kom frem til de få chancer, der var. Hebo blev spillet fri af Rosenmejer, men dømt offside, og samme Hebo var meget tæt på at komme alene med målmanden efter den halve time. Men Der mangler lige det sidste efter en rejse uden fodbold i foråret. Allerede inden udløbet af første halvleg måtte Filip Hansen forlade banen med en mindre skade.
Starten på anden halvleg bød på nye kræfter. Kastrups føringsmål kom efter 60 minutter, hvor dommeren ikke dømte frispark til dagens anfører, Martin Nordentoft tæt på midten. Måske var der frispark; måske ikke. Avedøre var i ubalance, og Kastrup strøg mod mål, hvor Victor Paevaltalu var tæt på at forhindre scoringen. Martin Nordentoft blev sendt frem på banen til sin ”normale” plads. Men 7 minutter senere kom Kastrup på 2-0, da en rutineret avedørespiller skulle drible som bagerste mand og mistede bolden. 7 minutter senere igen fik Avedøre sit reduceringsmål. En tilbagelægning hoppede ikke som målmanden havde forestillet sig og gik forbi ham og i mål. Jeg har lovet ikke at skrive målmandens navn (jeg har det heller ikke).
I slutminutterne havde Kastrup flere chancer for at komme yderligere foran. Jonathan Villadsen måtte redde en bold på vej i mål og to andre chancer blev misbrugt skammeligt af yderst uskarpe modstandere fra Amager. Det kunne være gået helt galt, den sidste halve time. Avedøres spillere har ikke luft til en hel kamp, og der er i skrivende stund kun 8 dage til første turneringskamp.
Der spilles næste testkamp hjemme mod Brøndbys SS-hold lørdag den 28. juli kl. 10.30.
Der var rigtig mange tilskuere i det gode sommervejr. Mange af dem var fra Kastrup.
Mål: Rasmus Siggaard
Forsvar: Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Martin Nordentoft (anf.) – Phillip Bo Henriksen
Midtbane: Simon Boe Nielsen – Kim Gurskov – Filip Hansen – Mikkel Reimer-Gadby
Angreb: Christoffer Hebo Smith – Marc Rosenmejer Winsløw
Indskiftet: Jesper Hansen (42´ Filip Hansen) – Victor Paevetalu (46´ Rasmus Siggaard) – Nicolai Rasmussen (46´ Christoffer Hebo Smith) – Lirim Aliti (62´ Kim Gurskov) –Michael Bo Hansen (63´ Marc Rosenmejer) – mange ind-/udskiftninger i anden halvleg og nogle startende spillere kom ind igen