Menu

Nederlag i SS til Taastrup

image logo
Per Myhrmann
07. maj 2023 kl. 10:22
Vi havde ikke dommerkendelserne med Avedøre

Referat af SS-kampen Avedøre – Taastrup – 0-2 (0-1).

Det er sjældent, at et lidt presset bundhold har lidt held fra Tyche, den græske gudinde for held. Det er også sjældent, at et hold efter en kamp føler, at dommerne har været mod dem fra start af til kampen slutter. Jeg vil ikke skrive noget dårligt om dommerne, men at kende reglerne er nok noget, spilerne forventer.

Kampen var faktisk meget lige hele første halvleg. Men da de 45 minutter skulle rundes, så lå en Taastrupspiller uden for feltet. Dommeren konfererede med linjedommeren (VAR), og han mente at Alek Farhan Bakalarz havde nedlagt en modstander. Gult kort og 10 minutter til Avedøres forsvarer for en forseelse, som Alek ikke mente var begået. Taastrups spillere indrømmede da også senere, at det var to fra eget hold, der løb sammen. Det førte så uheldigt for Avedøre til en mand i undertal, et indlæg foran mål, hvor en forsvarer desværre lavede selvmål. Men hvorfor førte forseelsen ikke til et frispark, men til et indkast til Taastrup. Meget mærkelig og ikke i overensstemmelse med reglerne, mener jeg.

Efter 70 minutter kom Taastrup på 2-0. En situation, hvor dommerne dog ikke havde indflydelse. Bolden ramte et par spillere, og tilfældigt lå bolden til Taastrups venstre kant, som fandt Oliver Benn Larsen, der kunne lægge bolden i mål.

Avedøre måtte satse. Men med et kvarters tid tilbage blev Avedøre ramt af en udvisning på 10 minutter til Karl Gaardmand-Braad. Han beklagede sig til dommeren over ikke at fløjte, da bold og aflevering fra en avedørespiller ramte dommeren og endte hos en modstander. Dommeren blev sur over påmindelsen og tildelte Karl Gaardmand-Braad et gult kort og 10 minutter udenfor banen. Svært at komme tilbage i kampen igen i undertal! Cheftræner Christian Lundby brokkede sig forståeligt og endte med et rødt kort.

Ingen yderligere scoringer eller mærkelige kendelser i kampen. Efter kampen talte jeg med anfører Kim Gurskov. Dommeren hvede allerede efter 5 minutter bedt ham om at tie stille, hvis han ikke ville have et gult kort. Det blev gentaget af dommeren, da Gurskov undrede sig over, at han ikke måtte brokke sig over egen præstation.

Vi kunne godt tænke os andre dommere de kommende kampe/år.

 

Der var 120 tilskuere og 2 dejlige rolige hunde (en brun labrador retriever og en lys labrador retriever) til kampen i Zebrafolden denne blæsende eftermiddag. Man kunne samtidig købe blomster og planter på terrassen, hvilket mange gjorde.

Den næste kamp spilles lørdag den 13. maj kl. 14.00 mod Espergærde på deres stadion.

 

Mål:               Emil Kristensen

Forsvar:         Oliver Algren-Petersen – Alek Farhan Bakalarz – Ronaz Golak – Mikkel Schmelling

Def. Midt:      Kim Gurskov (anf.)

Midtbane:      Emil Møller – Mads Zibrandtsen – Emil Malm Kristensen – Karl Gaardmand Braad

Angreb:         Martin Nordentoft

 

Indskiftet:      Casper Karlsson – Martin S. Nielsen – Phillip Bo Henriksen

Luk