Menu

Målorgie i Tingbjerg Idrætspark

Jesper Kristoffersen (JK)
30. juli 2022 kl. 11:53
Træningskamp tabt 3-6, men vandt 2. halvleg mod Brønshøj

På en græsbane i Tingbjerg Idrætspark, der var et landshold værdig, spillede Avedøre fredag aften i strålende solskin mod Danmarksseriens på papiret bedste hold, Brønshøj. Gæstfriheden indenfor kridtstregerne var til at overse, da Brønshøj allerede efter 13 minutters spil bragte sig foran med 3-0. De resterende 77 minutter af opgøret sluttede 3-3, således måltavlen efter 90 underholdende og udmattende minutter for udeholdets på dagen smalle trup viste 6-3 til Hvepsene.

Lad det være sagt med det samme; Brønshøjs topniveau har divisionsklasse, og det fik Avedøre-spillerne også rig mulighed for at mærke på egen krop i særligt de første 45 minutter. Brønshøj førte med 5-1 ved pausen, og det kunne være blevet til flere mål med mere skarphed hos værterne i de afgørende situationer.

Avedøre fik reduceret til 1-4 ved Victor Nøhr, der efter en bolderobring satte fart fremad og ud af øjenkrogen bemærkede en målmand på skovtur, og hvad gør man så, man sparker som det mest naturlige i verden bolden i mål fra mindst 35 meter. Smukt mål!

Pausen blev brugt på at samle kræfter, både fysisk og mentalt. Med blot 13 spillere på holdkortet, herunder assistenttræneren, havde mange hold trukket en dyne af dårligere undskyldninger over hovedet og lagt sig ned. Spillerne blev bedt om at slippe tøjlerne, benovelsen og bruge det fremragende græstæppe til at spille fodbold med mod og vilje. Og det blev efterlevet.

Brønshøj skulle dog bringe sig på 6-1, inden Avedøre meldte sig ind i opgøret. Da Bjørn Jensen efter 53 minutter pressede hjemmeholdets målmand til en febrilsk aflevering, som han selv erobrede og serverede for Mohamed El-Hasnaoui, der var sikker foran et tomt mål, ændrede opgøret karakter fra stor Brønshøj-dominans til en jævnbyrdig affære.

Få minutter senere var Mohamed El-Hasnaoui tæt på en yderligere reducering efter et opportunistisk soloridt i feltet, afslutningen listede sig desværre lige forbi den ene opstander. Man fristes til at sige, at kampen nåede et dødvande, for der skulle gå mere end et kvarter, før tilskuerne igen fik mål. Bjørn Jensen var nok en gang i fokus, fra sin position på kanten sendte han et skarpt indlæg i panden på Aymen Lamlil, der overbevisende headede bolden i netmaskerne til 3-6.

Avedøre arbejdede igennem til kampens sidste fløjt, og selvom Brønshøj samlet set og fuldt fortjent løb med sejren, vandt Avedøre 2. halvleg med 2-1, og det kan bestemt bruges som fremadrettet løftestang for holdets kapacitet. Indvendingen vil måske være, at værterne skiftede flittigt ud efter pausen, men der var ingen fribilletter i den gul-sorte trup, hvor reserverne holdt højt niveau. Fastholdes mentaliteten fra de afsluttende 45 minutter i Sjællandsserien, venter der mange point til de zebrastribede i den kommende sæson.

 

Opstilling: Frederik Hansen - Jesper Pedersen, Martin Nordentoft, Bjørn Engeltoft, Mikkel Schmelling - Rozullah Zalmai, Victor Nøhr, Kim Gurskov, Bjørn Jensen - Aymen Lamlil, Mohamed El-Hasnaoui. Bænken: Ali Koyuncu og Jesper Kristoffersen

Luk