Menu

Fredensborg vandt sikkert 4-0 Skærtorsdag

image Comeback til Martin Nordentoft
Per Myhrmann
07. april 2023 kl. 10:44
Nederlag i Sjællandsserien

Referat af SS-kampen Fredensborg – Avedøre – 4-0 (1-0).

Avedøre skulle Skærtorsdag til Fredensborg og møde rækkens nummer tre og vidste, at det ville blive en svær kamp.

Fredensborg kom klart bedst fra start og pressede Avedøre og fik tilspillet sig nogle store chancer. Men topholdet kunne ikke passere en veloplagt Emil Skjold Larsen i Avedøres mål. Efter et kvarters tid fik Avedøre bedre fat, og det førte til et par gode muligheder i topholdets filt. Men Fredensborg viste, at det er et bedre hold og kom også fortjent i spidsen 1-0 ved Luca de Biase, der udplacerede målmand Skjold med et velplaceret spark. Avedøres trænerbænk mente, at Fredensborg i opspillet til målet havde spillet bolden med hånden, men ingen VAR til at se det hele igennem. En superredning af Emil Skjold Larsen forhindrede lige før pausefløjtet Fredensborg i at fordoble føringen.

I de sidste minutter af 1. halvleg fik Avedøre ankelskadet både Emil Møller og Martin ”Jern” Nielsen. Så efter pausen rådede gæsterne fra Vestegnen dermed kun over 12 spillere. Der må kun medbringes 3 udskiftningsspillere i rækker under DS, desværre!

Fredensborg havde overtaget, så det var måske ikke så mærkeligt, at de et kvarters tid efter pausen øgede til både 2-0 og 3-0 ved Oskar Baardsen og Lasse Spaniel. Først fik Avedøres forsvar ikke ekspederet en bold langt ud af feltet, og Martin Nordentoft ”krydrede” sit comeback med en af sine sjældne fejl, da han mistede bolden på egen banehalvdel, så Lasse Spaniel kunne sende bolden i en bue hen over Emil Skjold Larsen og i det tomme mål. Kampen var reelt afgjort. At det så blev 4-0 til Fredensborg ved Phillip Adler betød ikke så meget, men man frygtede et sammenbrud af Avedøre på det tidspunkt. Men Avedøres ”nye” hold bestod og afværgede yderligere scoringer.

For 4. kamp i træk var der mindst én debutant med. Karl Gaardmand Braad trænede tirsdag med for første gang og var med på midtbanen og gjorde det godt sammen med anfører Kim Gurskov. Der var skiftet halvdel af holdet siden weekenden mod Avarta. Det er påske, så der var mindst 7 afbud i truppen grundet ferie forskellige steder i verden.

 

Den næste kamp spilles lørdag den 15. april kl. 13.00 mod Snekkersten på udebane. Iflg. planen spilles den på en kunstbane, uanset om vejret bliver bedre.

 

Mål: Emil Skjold Larsen

Forsvar: Phillip Bo Henriksen – Alek Farhan Bakalarz – Martin Nordentoft – Frederik Holm Jensen

Midtbane: Emil Malm Kristensen – Kim Gurskov (anf.) – Karl Gaardmand Braad

Angreb: Martin S. Nielsen – Casper Karlsson – Emil Møller

 

Indskiftet: Nassor Salim – Ronaz Colak – Victor Walther Øvlisen

Luk