Menu

Førsteholdet tabte klart i Greve

image Nicklas Antonsen var tilbage med målgivende assist
Per Myhrmann
25. februar 2024 kl. 09:29
Tabte 1-4 efter at have været foran 1-0 ved pausen

Referat af træningskampen Greve – Avedøre – 4-1 (0-1).

Der var igen ændret en del i truppen til dagens kamp mod gamle venner/avedørespillere i Greve. Godt at Oliver Algreen-Petersen og Nicklas Antonsen var med igen, men Anton Holm var til gengæld ikke til rådighed og stærkt savnet.

Holdet er stadig uden anfører Kim Gurskov, men til gengæld bød kampen på et overraskende comeback til Martin Nordentoft det sidste kvarter.

Greve var fra start uden flere stamspillere, så de bød også på nye ansigter. Avedøre havde gennem kampen mange boldtab, hvilket gav Greve muligheder. Den største chance havde Greve midt i halvlegen, men det store tilbud blev sparket over mål. To minutter senere kom Avedøre foran på et mål af Martin ”Jern” Nielsen efter flot assist af Nicklas Antonsen.

Anden halvleg var netop sat i gang, da udligningen faldt. En lang bold frem blev sendt ud i venstre side af Greve. Herfra blev bolden sendt ind på kanten af straffesparksfeltet, hvor hverken forsvarere eller målmand greb ind. Det burde være afværget. Det blev mere og mere Greve, der var på bolden. Det var derfor ikke ufortjent, at de fik scoret tre mål yderligere til en sikker sejr på 4-1. Målet til 2-1 blev scoret efter veludført angreb fra hjemmeholdets side.

Holdene er stadig i afprøvningsperioden, men det kunne være rart at se alle spillere klar til de sidste kampe, inden det går løs om fire uger i SS den 23. marts.

 

Den næste træningskamp spilles lørdag den 2. marts kl. 14.00 i Tuse mod det lokale SS-hold. Tuse ligger lidt vest for Holbæk til orientering.

 

Mål:               Emil Kristensen

Forsvar:         Jeppe Malm Kristensen – Alek Farhan Bakalarz – Oliver Algreen-Petersen – Frederik Holm Jensen

Midtbane:      Mathias Nedergaard – Karl Gaardmand – Mads Eslund – Niklas Thomas

Angreb:         Nicklas Antonsen – Martin S. Nielsen (anf.)

Indskiftet:      Emil Skjold Larsen – Benjamin Snerle – Jonas Bøtker – Patrick Larsen – Casper Karlsson – Martin Nordentoft

 

 

Luk