DS-reserverne vandt 2-0 over Grønne Stjerne
Referat af serie 2-kampen Avedøre – Grønne Stjerne –2-0 (0-0).
Avedøres reserver vandt også den anden hjemmekamp i sæsonen, da det blev til 2-0 over Grønne Stjerne på en dyngvåd bane, hvor det regnede det meste af kampen. Kampen var grundet regnen flyttet fra bane 1 til bane 3.
Grønne Stjerne havde det første gode forsøg på mål, men så kom en god periode for Avedøre, lige før der var spillet et kvarter. Marco Ilsø blev spillet af Marc Rosenmejer, men skuddet blev reddet af målmanden, og Lars Jacobsen havde et godt skud, som den velspillende målmand også tog sig af.
Et frispark på sammenføjningen af Grønne Stjerne vendte kampen til Grønne Stjernes fordel resten af halvlegen, hvor kun en enkelt chance til Marc Rosenmejer var Avedøres bud på en scoring. Til gengæld måtte målmand Rasmus Siggaard hive store redninger frem. Først tog han sig af en friløber, hvor han fik skuddet drejet ud på stolpen, og to gange før pausen førte boldtab på midten til kæmpechancer til Grønne Stjerne, hvor Siggaard i det ene tilfælde måtte redde Avedøre fra at komme bagud endnu engang. I det andet tilfælde formøblede Grønne Stjerne selv chancen, selv om de var 2-3 mand mod en enkelt forsvarer.
Efter pausen havde modstanderen igen et par farligheder, mens Thomas Petersen sendte et frispark forbi mål. Et saksespark af Marco Ilsø blev taget med hånden, og det efterfølgende straffespark omsatte Thomas Petersen sikkert til 1-0. Måske ikke helt retfærdigt efter chancefordelingen. Derefter lidt stillingskrig, inden Lars Jacobsen fik slidt sig igennem, men han skød ved siden af mål med 5 minutter tilbage af kampen. Minuttet efter spillede Marco Ilsø bolden til en fri Patrick Dalby, der øgede til slutfacit 2-0.
I slutminutterne pressede Grønne Stjerne som forventet voldsomt på. Patrick Nielsen blev skadet, da han begik frispark uden for feltet, og Nielsen måtte lade sig udskifte. Frisparket blev sendt over mål. Lars Jacobsen fik ny chance, men hans store chance blev pareret af den velspillende målmand. Nyt frispark til Grønne Stjerne førte heller ikke til noget, andet end et gult kort til Simon Andersen, og Dalby betalte tilbage til Marco Ilsø med frispilning, men uden Marco fik sendt bolden i mål.
En god sejr i en kamp, som kunne være gået begge veje. Kampens spiller for Avedøre blev målmand Rasmus Siggaard, som holdt buret rent og reddede sit hold i flere situationer i specielt første halvleg. Cheftræner Morten Schønnemann bemærkede positive indsatser fra bl.a. Marco Ilsø, Mathias Kuch og anfører Michael Bo Hansen, men flere andre ydede også en god indsats i det dårlige vejr.
Den næste kamp spilles søndag den 15. september kl. 11.00 på udebane mod Ballerup. Kampen spilles i Ballerup Idrætsby, hvor også BSF spiller.