Menu

Avedøre spillede sidste kamp og tabte 0-1 på et straffespark

image klubbens logo
Per Myhrmann
13. november 2022 kl. 11:42
Snekkersten heldige med staffesparkskendelse og resultatet

Referat af SS-kampen Avedøre – Snekkersten – 0-1 (0-0).

Selv om det igen blev til et nederlag på hjemmebane, var der positive takter af Avedøre i årets sidste kamp. Syv nederlag i syv hjemmekampe denne sæson er selvfølgelig en kedelig rekord at sætte. Men for første gang var det bestemt ikke et retfærdigt resultat. Snekkersten havde måske i første halvleg flere chancer end Avedøre, men Avedøre havde den nok største, da Aymen Lamlil 10 minutter før pausen slap fri i venstre side af feltet. Han fik sendt bolden forbi målmanden og mod det tomme mål, men en forsvarer kom glidende ind i målet og fik sendt bolden på ydersiden af opstanderen til hjørnespark.

Anden halvleg tilhørte Avedøre, der på denne sidste kampdag formåede at spille alle 90 minutter med fuld damp på kedlerne. Snekkerstens scoring fem minutter efter pausen faldt på et straffespark, dømt for arm/hånd på bolden af Aymen Lamlil. Bolden sprang fra jorden op på armen og ramte den sagesløse spiller på arm/hånd. Alle Avedøres spillere kæmpede gennem hele kampen heroisk, og det var uretfærdig, uheldigt og uforståeligt, at Avedøre ikke fik scoret i slutfasen, hvor chancerne kom som perler på en snor. Snekkerstens målmand fik efter 88 minutters spil gult kort og 10 minutters straf uden for banen, og Avedøre burde have udnyttet dette til scoring(er). Marco Ilsø havde inden haft chancen, men blev tacklet i sidste øjeblik. I de 8-9 minutters tillægstid havde Avedøre bolden i og omkring modstanderens felt hele tiden, men ind i målet ville bolden ikke trods en del muligheder. Indskiftede Jonas Bøtker havde den største chance få meter fra mål, men ”Bøf” fik ikke dirigeret bolden forbi den lille målmand, da ”Bøffen” kastede sig frem og satte hovedet på bolden. Samme Bøtker havde sidste skud, da han efter et hjørnespark med en flugter kanonerede bolden lige over tværribben. Ingen mål i de sidste tre kampe vidner om problemer med denne fase af fodboldspillet. Holdet slutter med samme pointtal som sidste efterår, så der venter igen et forår med at undgå de sidste 2-5 pladser i rækken, der vil betyde degradering til lavere række.

Nu venter der en pause, og den kan være tiltrængt. Lazarettet op til kampen var fyldt op med Anton Holm, Mohamed El-Hasnaoui, Bjørn Engeltoft, Phillip Bo Henriksen, Emil Skjold Larsen og de langtidsskadede Sameer Arshad og Emil Appelt. Til unge mennesker vil jeg lige gøre opmærksom på, at ordet lazaret er et felthospital for soldater under en krig. Desuden var Mikkel Schmelling fraværende grundet ferie, der blev planlagt inden dagens kamp blev flyttet til denne dag.

Avedøre er lige nu lidt i knæ. Men vi vil rejse os i foråret 2023. Vi vil kæmpe på udebaner, vi vil kæmpe på hjemmebane, og vi vil kæmpe til træning og på ledelsesgangen, så Avedøre vil sejre til sidst. Forza Avedøre.

 

Der var mødt 60 tilskuere og hundene Buller og ”Mini-Kjøller” op til kampen. Efter kampen samledes hjemmepublikum og spillerne ved klubhuset for at hylde målmandstræner Lars ”Mål” Nielsen og Martin Nordentoft, der begge deltog i sidste kamp for holdet. Martin Nordentoft bliver svær at erstatte på banen, men en scanning af knæet har vist, at han har bedst af at stoppe nu. De havde begge fået blomster ved præsentationen på banen inden kampen. Oluf Nielsen blev også hædret for sin indsats som kontrollør gennem ca. 20 år.

 

Efter en indledning med diverse træningskampe i januar-marts, så spilles den første turneringskamp på hjemmebanen Zebrafolden lørdag den 18. marts kl. 12.00 mod Liria.

 

Mål:               Frederik Valentin Hansen

Forsvar:         Nikolai ”Dingo” Lukassen – Mathias S. Christensen – Martin Nordentoft (anf.) – Magnus Johansson

Midtbane:      Wasim Imad Alwan – Bjørn Jensen – Niklas Thomas – Aymen Lamlil

Angreb:         Marco Ilsø – Martin S. Nielsen

 

Indskiftet:      Jack Overby – Jonas Bøtker

Ikke benyttet: Enes Aksalic