Menu

3-2 i DS mod Taastrup

Per Myhrmann
28. oktober 2018 kl. 10:32
Førstepladsen forsvaret med sejren

Referat af DS-kampen Avedøre – Taastrup FC –3-2 (1-1).

 

Det har været et forrygende efterår med stor succes for klubbens bedste hold. Men man begynder at blive kræsen, når man ikke er tilfreds med at vinde en kamp med 3-2. Grunden skyldes, at vi var tæt på at sætte det hele på plads i anden halvleg og komme på 4-1, og så får Taastrup i stedet et reduceringsmål i det 4. tillægsminut.

Avedøre var kampen igennem det bedste hold, og sejren var fortjent. At Taastrup kom foran 1-0 efter 8 minutter skyldes en tilfældighed. Derfra stod der Avedøre på det meste, selv om det ikke førte til store muligheder foran mål. Avedøre havde svært ved at dirke Taastrups defensive 5-4-1 system op. Taktisk smart af Taastrup. Alligevel faldt udligningen omkring den halve time. Simon Boe Nielsen dirigerede et hjørnespark kraftfuldt på underkanten af overliggeren, så bolden hoppede op lige foran mållinjen. Her var Mikkel Bang vågen og sprang op i sendte bolden de sidste centimeter over stregen. Meget mere skete der ikke, trods overvægt i spillet til hjemmeholdet.

Taastrup fik faktisk i starten af 2. halvleg en chance efter 53 minutter, men den blev trillet forbi den fjerneste stolpe. Minutterne efter skete der en masse. Mikkel Bang havde en stor chance i to forsøg, men fik ikke bolden mod mål, og Mikkel Verlis ramte oversiden af overliggeren med et langskud. Derefter var det Mikkel Bang, der sparkede på mål, men målmanden halvklarede bolden, men ud mod Simon Boe Nielsen, der sikkert sparkede bolden ind til en 2-1 føring. Da Simon Boe midt i 2. halvleg scorede med hovedet efter et hjørnespark, lignede det en større sejr til Avedøre, men et skud på ydersiden af stolpen af Simon Boe var det nærmeste, man kom. At man så ikke formåede at holde fast i bolden i overtiden og lavede et frispark uden for feltet, lignede et koncentrationsvigt. Siggaard klarede med besvær frisparket til hjørnespark i to forsøg, men det blev så omsat til kampens sidste mål, så det ”kun” blev en etmålssejr og en lidt irriteret cheftræner og sportschef.

Uanset resultatet af næste uges kamp mod Greve, har det været det bedste efterår i mange mange år for Avedøre. Men lad os nu blot tage 3 point også i den sidste DS-kamp i 2018, så vi er sikre på at ligge nummer 1 i vinterhiet. Ellers må vi måske ”nøjes” med at være nummer 2. Men det er da heller ikke så ringe endda.

Alle 5 tophold vandt i weekenden, så der nu er hele 11 point mellem nummer 5 og 6. Men der mangler stadig 14 kampe, så meget kan endnu ske.

 

Kampens spiller blev Simon Boe Nielsen, der var med i alle 3 mål.

Vejret var ikke med os denne lørdag, så kun 78 tilskuere og 2 våde hunde mødte op.

På lørdag den 3. november spilles sidste kamp i efteråret hjemme mod Greve Fodbold kl. 13.00.

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Niklas Myhrmann (anf.) – Martin Nordentoft – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Bjørn Jensen – Nick Ilsø – Kim Gurskov – Simon Boe Nielsen

Angreb:         Mikkel Verlis – Mikkel Gunthel Bang

Indskiftet:      Oliver Larsen (65´ Bjørn Jensen) – Marc Rosenmejer (77´ Mikkel Gunthel Bang) – Jonathan Villadsen (84´ Nick Ilsø)

Ikke benyttet: Mikkel Reimer-Gadby – Phillip Bo Henriksen – Lirim Aliti – Frederik Valentin Hansen

Luk