Menu

Vandt 1-0 i DS

Per Myhrmann
19. oktober 2019 kl. 18:48
GVI besejret 1-0 i Gentofte

Referat af DS-kampen GVI – Avedøre –0-1 (0-1).

Efter to nederlag i træk var Avedøre igen under pres som nummer 9 og næstsidst i rækken. Det krævede næsten en sejr at komme væk fra den position; og det lykkedes, trods holdet ikke formåede at score på de trods alt mange chancer, der kom gennem kampen. Men når man nu ikke selv kan score, er det rart med en foræring i form af et selvmål af en GVI-spiller, der forlængede et indlæg fra Mathias S. Christensen med sit hoved, så bolden sad helt oppe i det ene hjørne. Flot mål, men synd for den uheldige spiller.

Oliver Østgaard var med igen for GVI, og han var farlig allerede fra start, hvor han blev stoppet ulovligt på kanten af feltet. Frisparket fik GVI dog ikke noget ud af. Martin Nordentoft spillede helt i front, og det gav flere muligheder. Efter 10 og 20 minutters spil havde ”Nord” to chancer, kreeret af Mathias S. Christensen og Mathias Johansson i første tilfælde og Nicklas Antonsen efterfølgende. Også tilbagevendte Sebastian Tan og Nicklas Antonsen havde afslutninger, som kunne have givet en føring, inden selvmålet kom efter 39 minutters spil. En første halvleg med nogenlunde lige meget spil til begge hold, men med flest chancer til Avedøre.

Det var ventet, at GVI ville komme stærkt ud efter pausen, og de pressede da også højt på banen, så Avedøre havde sværere ved at få spillet til at glide fremad. Men i det 60. minut spillede Mathias S. Christensen en bold i dybden ind i feltet, hvor Sebastian Tan kom løbende og var fri med målmanden, men desværre skød Tan ved siden af målet. GVI største chance kom ti minutter senere, men målmand Niklas Thomsen kom godt frem og tacklede bolden til hjørnespark. Der var stadig ligelig fordeling i spillet, men Avedøre havde mulighederne til en større føring. Et kiks af GVI på midten gav en friløber over en halv bane til Anders Vibe Kjøller, men måske havde han for lang tid til at overveje mulighederne, for ”AK” kom for tæt på målmanden og forsøget blev pareret. Også Martin Nordentoft havde en 100% chance, da han kort for tid blev spillet fri af indskiftede Mathias Redke.

En god holdpræstation af Avedøre, hvor sejren efter min mening var fortjent i kraft af de langt større og flere chancer, end GVI havde. De havde vel kun en enkelt eller to gennem kampen. Og så var det rart igen at holde målet rent. Avedøre ligger nu nummer 7 à point med GVI på 6.-pladsen.

For en gangs skyld kunne trænerne vælge mellem alle spillere, undtagen Mikkel Reimer-Gadby, der er på ferie i Spanien

En del tilskuere var mødt frem på deres nye kampbane med kunstgræs. Desværre var mange af Avedøres fans stadig i Thailand, men de forventes hjemme til næste kamp. Der var kun en enkelt hund til stede.

Den næste DS-kamp spilles lørdag den 26. oktober hjemme i Zebrafolden mod B1908 kl. 12.00. Kom i god tid, da der inden kampen vil blive sagt nogle ord over tidligere ”avedørebomber” Jens ”Farmer” Pedersen, som døde sidste søndag. Der vil også være 1 minuts stilhed og spillerne bærer sørgebind.

 

Mål:               Niklas Thomsen

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Niklas Myhrmann (anf.) – Simon Boe Nielsen

Midtbane:      Nicklas Antonsen – Oliver Larsen – Mathias ”Mini” Johansson – Sebastian Tan

Angreb:         Anders Vibe Kjøller – Martin Nordentoft

Indskiftet:      Mikkel Schmelling (67´ Nicklas Antonsen) – Phillip Bo Henriksen (78´ Sebastian Tan) – Mathias Redke (87´ Simon Boe Nielsen)

Ikke benyttet: Michael Bo Hansen – Lucas Thers

Luk