Menu

Uafgjort i første DS-kamp

Per Myhrmann
03. august 2019 kl. 16:24
Spillede 1-1 i Karlslunde

Referat af DS-kampen Karlslunde – Avedøre –1-1 (1-1).

 

Det blev en god start på DS, når man ser på indsatsen og spillet. Resultatet af kampen var også retfærdigt nok, når man ser på fordeling af spil og chancer mellem holdene. Begge hold var selvfølgelig lidt skuffede over ikke at få 3 point, men det må de affinde sig med.

Avedøre kom foran efter 13. minutter ved debutanten Mathias ”Mini” Johansson efter et hjørnespark i højre side. Bolden endte i venstre side af feltet, hvor Mini bankede bolden flot og højt i mål til 1-0. Halvlegen var meget lige og med få chancer, så det var vel retfærdigt nok, at Karlslunde afsluttede et velgennemført angreb med en dribling uden om målmand Siggaard, så Bidstrup let kunne sende bolden i det tomme mål.

Efter pausen kom der flere chancer i begge ender. Mikkel Gadby havde en mindre mulighed fem minutter efter pausen, men bolden blev sendt over mål. Fire minutter senere var det Karlslunde, der var ved at komme til en åben chance. Midt i halvlegen havde Jonathan Villadsen et flot hovedstød på mål, men det blev reddet i sidste øjeblik. Lidt efter var det Karlslunde, der sendte dagens største chance over mål.

I kampens sidste fem minutter kom der flere chancer. Karlslunde havde et par gode gennemløb, det ene efter en lille fejl i midten hos Avedøre, men begge gange fik Siggaard lavet en benparade. Karlslunde ville også gerne have tildelt et straffespark, men Villadsen sagde efterfølgende, at han ikke gjorde noget ulovligt. Dommerens afgørelse var åbenbart korrekt trods manglende VAR. Lige før lukketid blev Nicklas Antonsen sendt i dybden og fik tippet bolden over målmanden, men desværre var der ikke fart nok i bolden, så en forsvarer fik ekspederet bolden væk.

 

Den næste DS-kamp er lørdag den 10. august kl. 12.00 i Avedøre.

Men inden da spilles onsdag den 7. august kl. 18.00 i LP hjemme i Zebrafolden mod Slagelse fra 2. division.

Bemærk de nye kamptidspunkter.

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Martin Nordentoft (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Mikkel Gadby – Mathias ”Mini” Johansson – Oliver Larsen – Anders Vibe Kjøller

Angreb:         Mathias Redke – Mikkel G. Bang

Indskiftet:      Niklas Myhrmann (55`Mathias S. Christensen) – Sebastian Tan (65´ Mathias “Mini” Johanson) –Nicklas Antonsen (83´ Mikkel Reimer-Gadby)

Ikke benyttet: Nicklas Thomsen – Simon Boe Nielsen

Luk