Menu

Tabte 0-3 i Virum i sidste efterårskamp

image truppen maj 2017
Per Myhrmann
05. november 2017 - kl. 17:03
Slutter efteråret på 9. pladsen

Referat af DS-kampen Virum/Sorgenfri – Avedøre – 3-0 (1-0).

 

Det blev afgjort ikke Avedøres dag. Det første kvarter havde Virum bolden det meste af tiden. Avedøres første angreb noterede jeg efter 16 minutter, men Chris Lindskow headede ved siden af målet. Men det var indledningen på en rigtig god periode for Avedøre. I de følgende 25 minutter havde Avedøre muligheder, ikke mindst efter et hjørnespark, hvor afslutningen ramte overliggeren, gik op i luften, og faldt ned lige ved mållinjen. Desværre vidste Jonathan Villadsen ikke, hvor bolden var, så den ramte ham forkert ved nedfaldet og gik i spil igen i stedet for i mål. Inden havde Virum bragt sig foran 1-0. Fremlægningen i Avedøres venstre forsvarsside så ud til at blive spillet til en spiller i offsideposition. Men måske kom bolden fra en avedørefod?! Den frie Virumspiller spillede bolden på tværs, hvorefter den lidt inde i feltet blev opfanget af en medspiller, som scorede fladt i det lange hjørne. Men som skrevet ovenfor: Avedøre var stadig med. Men kun indtil en smart virumkombination bragte en spiller til frit løb mod mål. Yaqoob Butt nåede at få stoppet ham uden for feltet, men lidt ulovligt. Det blev takseret til et rødt kort til Butt, der ærgerlig måtte forlade banen. Med kun 10 mand forsvandt ikke kun Butt fra banen, også troen på sejr var på vej ud.

Herfra var det kun op ad bakke for Avedøre! Martin Nordentoft, årets spiller i Avedøre, havde for én gangs skyld ikke fået så meget ud af det i første halvleg, og ”Nord” kom ikke ud til 2. halvleg. Han havde fået et tilbagevendende problem med sine øjne og kunne kun se med det ene og kunne derfor ikke spille videre. Også Jonathan Villadsen måtte lade sig udskifte i starten af 2. halvleg med en skade af den mere almindelige slags: en forstuvet ankel. Avedøre prøver al modgang for tiden. Et betændt øje er en skade i den nyere kategori, men det rammer nok altid bundhold i problemer.

Virums mål på hovedstød ved bagerste stolpe burde havde været hindret af forsvaret og målmanden i forening. Målet til 3-0 var et hurtigt godt gennemspillet modangreb af Virum midt i halvlegen.

Med 10 minutter tilbage havde Avedøre noget initiativ, men den enlige scoring, det plejer at blive til, kom ikke på denne sene efterårsdag.

Nu er der pause, og Avedøre skal komme ud til foråret med oprejst pande og spille en ”ny” sæson, hvilket holdet har præsteret tidligere. Så vil DS-deltagelsen blive forlænget.

 

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Phillip Bo Henriksen – Niklas Myhrmann (anf.) – Yaqoob Butt – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Bjørn Jensen – Jonathan Villadsen – Chris Lindskow – Martin Nordentoft

Angreb:         Kim Gurskov – Thomas Petersen

Indskiftet:      Jacob Abildgaard (46´ Martin Nordentoft) – Nick Ilsø (55` Jonathan Villadsen) – Jesper Hansen (74´ Kim Gurskov)