Menu

Stort nederlag i DS i sidste kamp

image Klubbens logo
Per Myhrmann
27. juni 2021 kl. 10:07
Tabte 0-6 til duksen B1908

Referat af DS-kampen Avedøre – B1908 –0-6 (0-4).

Afslutningen på turneringen var mod rækkens nummer ét, B1908. Og det blev en (for) stor mundfuld for Avedøres afbudsramte hold. Hele 6 spillere fra onsdagens trup havde afbud grundet karantæner, familiebegivenheder, studenterkørsel mm. Kampen bød på debut til Patrick Paw Olsen, som gjorde det udmærket i den første optræden på holdet.

Det var ellers tæt på, at Avedøre kunne have bragt sig foran. Marco Ilsø kom i starten af kampen forbi de bagerste forsvarere, og Marco fik en ”hjælpende” hånd i ryggen. Straffespark mente tilskuerne, der holdt med Avedøre. Men dommerens fløjte forblev tavs. Godt 10 minutter senere var Avedøre bagud 0-3, og spændingen forsvundet. Inden pausen blev det også 0-4. B1908 tog et indkast, spillede bolden fladt ind i feltet, hvor en indersideafslutning blev dirigeret i nettet. Det så meget nemt ud. Avedøres bedste forsøg stod Thomas Petersen for, da Kim Gurskov fandt ham foran mål. Men skuddet strøg ved siden af mål.

I anden halvleg blev føringen øget til 6-0, og der manglede stadig 20 minutter. Det kunne gå helt galt, specielt da anfører Mathias S. Christensen, irriteret over flere dommerskøn, tog sit andet gule kort og dermed rødt, så Avedøre var 10 mand det sidste kvarter.

Men der skete ikke så meget sidst i kampen. Alle glædede sig nok til landskampen, som Avedøres spillere kunne se sammen i klubhuset efter indtagelse af mad og drikke.

Tak for en speciel sæson, med diverse afbrydelser og ændringer på flere fronter. Hele 30 spillere er i foråret blevet brugt på DS-holdet, hvilket er historisk mange.

 

Kampen blev kun overværet af ca. 45 tilskuere. Hundene Bailey og Buller var også til stede. Sidstnævnte oven i købet på sin fødselsdag, hvilket måske udløste en ekstra rå grillpølse i boden.

Den næste kamp er i Sjællandsserien i weekenden den 14.-15, august.

 

Mål:               Emil Skjold Larsen

Forsvar:         Baboucarr Baldeh – Patrick Paw Olsen – Martin Nordentoft – Mathias S. Christensen (anf.)

Midtbane:      Nick Ilsø – Oliver Skjold Larsen – Kim Gurskov – Bjørn Jensen

Angreb:         Thomas Petersen – Marco Ilsø

 

Indskiftet:      Abdallah Said (46´ Nick Ilsø) – Lucas Thers (62´ Marco Ilsø) – Brian Jensen (88´ Martin Nordentoft)

Ikke benyttet:

Luk