Menu

Storsejr på 10-1 i serie 3

image truppen maj 2017
Per Myhrmann
30. september 2017 - kl. 17:40
Svogerslev sendt tilbage til Sjællands midte med tung bagage

Referat af serie 3-kampen Avedøre – Svogerslev - 10-1 (5-1).

 

Man skulle møde tidligt til formiddagskampen, hvis man ville se alle målene. Da der var spillet 10 minutter, var Avedøre foran med 3-0. Bjørn Jensen kom fri på første angreb, men målmanden klarede. Bolden var dog stadig i spil og efter at have rundet baglinjen kom Bjørn igen ind i feltet og sparkede bolden i mål til 2-0. Anton Holm scorede flot på hovedstød efter hjørnespark, og Bjørn Jensen var igen på pletten og øgede til 3-0 fra tæt hold.

Inden den halve time var spillet havde Patrick ”Palle” Olsen sparket bolden fladt og sikkert i mål efter at have samlet bolden op efter hjørnespark, og Anton Holm havde scoret til 5-0 fra meget kort afstand. Det var lettere for Anton end det straffespark fra 11 meter, som han sendte afsted i målmandens favorithøjde. Lidt forinden.

At Svogerslev fik scoret må spillerne fra Avedøre ærgre sig over. Et hjørnespark hoppede på tværs af feltet i det lille felt. Ingen gjorde noget. Ingen råbte noget. Og så sendte Svogerslevspilleren fornuftigt nok bolden i nettet til halvlegsstillingen 5-1. Det kunne være blevet mere. Simon Duer havde de sidste 5 minutter af halvlegen tre oplagte muligheder til scoring. Den første blev med et for langt træk sendt over baglinjen i stedet, og den sidste blev sendt i retningen mod glarmester Klarskov. Selv Duer kunne se det lidt tragikomiske i det og kom småsmilende ud til pausen lige efter.

I anden halvleg var Nikodem Kowalski (i kamp for første gang i over en måned) tæt på at score, men bolden tog indersiden af stolpen. To minutter efter lukkede Anders Hjerrild ”første sæt” til 6-1 med et skud fra distancen. Og så kom Simon Duer på måltavlen med scoringen til 7-1, efterfulgt af vild jubel på tilskuerpladserne. Lige efter måtte målmand Frederik Valentin Hansen lave en flot fodparade for at forhindre en ny reducering. Simon Duer headede 8-1 målet ind på en følt aflevering fra en veloplagt Bjørn Jensen på højrekanten. Duer var tæt på et ægte hattrick, men blev fra kort afstand pareret af målmanden. Returen fik ”Palle” fat i og sendte med et kanonskud bolden lige over målet.

Svogerslev blev reduceret til at spille med kun 9 mand inden 8-1. Det blev også 9-1 ved Bjørn Jensen med et følt spark fra kanten af feltet til modsatte målhjørne. En flot detalje af manden, der banker på til en plads på DS-holdet. Bjørn spillede også en bold til helt fri Mehmet Coskun, men målmanden klarede afslutningen fra spilleren, der var med efter en kortere skadesperiode.

Med 7 minutter tilbage scorede Casper Lasse til 10-1 på en flugter efter hjørnespark. Nicholas Helstrup kunne have øget, men en kæmpechance blev headet forbi målet.

DS-reserverne har scoret rigtig mange mål. Men et par kampe med få mål har betydet pointtab, så holdet ikke pt. ligger på én af de to oprykningspladser. Det skal vi have lavet om på.