Menu

Sidste hjemmekamp i DS tabt 1-2

image Martin Nordentoft fik blomster for kamp nr. 100
Per Myhrmann
29. oktober 2017 - kl. 10:06
Uheldig sidste fjerdedel af kampen mod Birkerød

Referat af DS-kampen Avedøre – Skjold Birkerød – 1-2 (0-0).

 

Indtil 20 minutter før tid så det godt ud for Avedøre. Martin Nordentoft havde bragt Avedøre foran 1-0 med et fladt skud efter 57 minutter. Nordentoft fik bolden på midten af banen og brød igennem og scorede med et skud, der er set bedre af den langlemmede spiller. Men bolden røg i mål, så jeg er faktisk ligeglad med skuddets kvalitet.

Første halvleg havde været meget lige, men med Birkerød som det farligste hold med 2-3 store chancer. Men Avedøre havde Rasmus Siggaard i målet. Han holdt med en dobbeltredning efter 3 minutter Birkerød fra at score, og et hovedstød midt i halvlegen reddede ”Sigge” også i fornem stil. Avedøres farligste forsøg var et frispark fra Thomas Petersen. Men skuddet gik ved siden af. Det var også langt ude fra, han skulle kanonere bolden mod mål.

Avedøre kom altså ud til anden halvleg med en nulløsning, så da holdet som omtalt ovenfor kom foran, stod man med de tre point i hånden. Men så kom de ulykker, der altid rammer bundhold i problemer. Godt 20 minutter før tid lavede Mehmet Coskun halt fremme ved Birkerøds felt et frispark. Det mente dommeren skulle takseres med et kort. OK, det var der vel ikke noget at sige til. Men at farven var rød, var overraskende for de fleste; og der blev da også diskuteret mellem dommer og Avedøres anfører efterfølgende. Fem minutter senere faldt udligningen ved Jacob Sten Madsen på et velplaceret hovedstød helt ude ved stolpen.

Så måtte man måske nøjes med et enkelt point. Nordentoft var meget tæt på at nå frem til et indlæg fra tilbagevendte Kim Gurskov, men ”Nord” manglede lige en meter længere ben. Og så fik man en våd klud i ansigtet med scoringen til 1-2 fire minutter før tid. Et klumpspil med sparken efter bold og ben flere gange førte til, at Jacob Sten Madsen pludselig kunne sparke bolden ind. Et rigtigt lortemål set med avedøreøjne og noget uretfærdigt. Ærgerligt, at bolden ikke var blevet clearet ud af kommunen tidligere, for mulighederne havde været der.

Nu stod man uden point og kunne se de tre point blive blæst helt til Nordsjælland denne lørdag eftermiddag. Indstillingen hos Avedøre var ellers god, og holdet er på vej frem spillemæssigt. Man manglede karantæneramte Chris Lindskow, som vender tilbage næste lørdag til efterårets sidste kamp i Virum kl. 13.00. Der var desuden afbud til Avedøres kampe denne weekend fra 11 spillere incl. de langtidsskadede.

 

Der var kun 76 tilskuere og 2 hunde til kampen, og heraf forlod de 15 af dem Zebrafolden allerede i 1. halvleg, da de skulle spille en ungdomskamp på én af kunstbanerne. Men vejret var heller ikke optimalt med en strid vind stående ind over banen hele kampen.

 

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Phillip Bo Henriksen – Anton Holm – Niklas Myhrmann (anf.) – Thomas Petersen

Midtbane:      Mehmet Coskun – Jonathan Villadsen – Kim Gurskov – Simon Boe Nielsen

Angreb:         Martin Nordentoft – Nick Ilsø

Indskiftet:      Ferman Osgun (68´ Nick Ilsø) – Bjørn Jensen (86` Simon Boe Nielsen)

Ikke Brugt:     Marco Valentin Olsen – Jesper Hansen