Menu

Opstarten i Avedøre for DS og reservehold

image logo
Per Myhrmann
22. januar 2020 kl. 12:07
Det ser OK ud i Avedøre

Så er tiden kommet til at komme i kampform for Avedøres DS-trup. Der startes træning mandag den 20. januar kl. 17.30 på kunstbanerne, hvor cheftræner Dennis Eliasen og assistenttræner Henrik Buhl Andersen stadig vil være at finde som trænere. Også målmandstrænerne Lars Nielsen og Jacob Rasmussen fortsætter i klubben sammen med fysioterapeut Bente Holm og holdledere René Kuscu og Mark Borgstrøm Frederiksen. En assistenttræner mere forventes ansat i løbet af kort tid. Så ikke så meget nyt uden for sidelinjen. Det er udelukkende andetholdstræner Morten Schønnemann, der er stoppet. Han erstattes med Lars Boelsmand, der tiltræder medio februar.

På spillersiden håber man på tilgang, efter 3-4 spillere fra efterårets start har forladt DS-truppen. Allerede ved efterårets sæsonafslutning kom 3 nye spillere til, at der er her i januar ca. 7 spillere, som klubben er i dialog med om at blive zebraspiller i foråret. Positivt, at mange ønsker at blive en del af Avedøres 1.-2.-holdstrup.

 

Der er aftalt 5 træningskampe og en træningslejr for DS-truppen, inden det går løs i DS med første kamp på hjemmebanen ”Zebrafolden” lørdag den 14. marts kl. 12.00 mod KFUM. Træningskampprogrammet ser således ud:

 

Lørdag den 1. februar – Herstedøster (SS) kl. 14.15, Avedøre Stadion

Lørdag den 8. februar – Birkerød (DS) kl. 10.30, Birkerød Stadion

Lørdag den 15. februar – Glostrup (SS) kl. 11.00, Glostrups baner

Lørdag den 29. februar – BSF (DS) kl. 12.45, Skovlunde

Lørdag den 7. marts – Ledøje-Smørum (DS) kl. 12.00, Avedøre Stadion

 

Udover træningskampene er truppen på træningslejr/teambuilding den 21.-23. februar, sandsynligvis et sted i Danmark øst for Storebælt.

Andetholdet har foreløbig aftalt 3 træningskampe den 29. februar, 14. marts og 28. marts, inden holdet starter i serie 2 fredag den 3. april kl. 18.00 hjemme mod B77, Rødovre.

Luk