Menu

Nederlag til B1908 i DS

Per Myhrmann
26. oktober 2019 kl. 21:19
Tabte 0-1, men havde chancen for at få point

Referat af DS-kampen Avedøre – B1908–0-1 (0-1).

 

Igen havde Avedøre muligheden for at få point ud af en kamp, men et dumt mål efter 35 minutter gav B1908 sejren. Bolden kunne være sparket væk i flere omgange, men alligevel fik B1908 bugseret bolden i mål til kampens eneste scoring.

Avedøre var presset det første kvarter, hvor Niklas Thomsen lavede en flot redning ved den ene stolpe på B1908´s eneste chance ud over scoringen i første halvleg. Men efter de 15 minutter fik Avedøre bedre fat, og Tan var tæt på at finde Phillip Bo Henriksen i fri position, og Anders Kjøller kom til et skud fra feltet, men desværre skød topscoreren ved siden af målet.

B1908 havde et par chancer lige efter pausen til at afgøre kampen, men friløberen tog Thomsen med en benparade og et skud fra tæt afstand gik ved siden af Avedøres mål. Thomsen måtte også midt i anden halvleg tage sig af et nærgående hovedstød. Med ti minutter tilbage troede mange, at Mikkel Reimer-Gadby scorede direkte på frispark, men desværre gik bolden lige ved siden af målet. Niklas Myhrmann blev sendt frem i de sidste minutter, og i overtiden var Martin Nordentoft tæt på med et hovedstød bagover, men desværre også over målet.

Inden kampen mindedes man Jens ”Farmer” Pedersen, som døde den 13. oktober, med et minuts stilhed fra det sørgebindsbærende hjemmehold.

Kampen blev overværet af 107 tilskuere og hunden Buller med Avedøretrøje på.

Den næste DS-kamp spilles lørdag den 2. november på udebane Ishøj IF kl. 13.00.

 

Mål:               Niklas Thomsen

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Niklas Myhrmann (anf.) – Simon Boe Nielsen

Midtbane:      Phillip Bo Henriksen – Mathias ”Mini ” Johansson – Oliver Larsen – Sebastian Tan

Angreb:         Anders Vibe Kjøller – Martin Nordentoft

Indskiftet:      Mikkel Reimer-Gadby (66´ Phillip Bo Henriksen) – Mathias Redke(78´ Anders Vibe Kjøller) – Mikkel Schmelling (86´ Sebastian Tan)

Ikke benyttet: Rasmus Siggaard – Michael Bo Hansen

 

Luk