Menu

Nederlag på 2-5 i Holbæk mod det mangeårige divisionshold

image Førsteholdstrup maj 2017
Per Myhrmann
29. juli 2017 - kl. 21:55
Tabte stort trods godt spil i perioder

Referat af træningskampen Holbæk -– Avedøre -5-2 (4-2).

 

Avedøre har efterhånden fået spillerne hjem fra ferie, så holdet så ok ud til den sidste træningskamp. Desværre kom Holbæk foran på et mærkeligt mål. En modstander løb frem i højre side, og lagde bolden ind mod mål. Bolden sejlede ind over Siggaard og ind i øverste fjerne hjørne. Heldigt, som også Lars Olsen og Brian Laudrup har prøvet i landsholdstjeneste for Danmark.

Holbæk var startet bedst, men Avedøre kom på 1-1, da Sebastian Tan i et hurtigt fremløb fandt Nikodem Kowalski til venstre for sig i et overlap, og Niko scorede hårdt og fladt til 1-1. Sebastian Tan var ved at score selv lidt efter, men målmanden fik afværget til hjørnespark. I det 16. minut var Sebastian Tan på spil igen. Hurtigt frem ad banen med bolden, en forsvarer gled i sit forsøg på tackling, så Tan fik videre fremløb med bolden, og han fandt Simon Duer foran det tomme mål, og så var Avedøre foran. Det holdt kun 3 minutter. Holbæk fik et billigt frispark i venstre side. Frisparket fik lov at passere alle i feltet og gik i mål ved fjerneste stolpe til 2-2. Og for at gøre det hele værre, blev et hjørnespark efter 23 minutter forlænget i mål til 3-2. Ingen forsvarere eller målmand nåede op til indlægget ved forreste stolpe.

Ti minutter inden pausen blev det 4-2 til Holbæk. Det var første mål, som var gennemspillet fra deres side. Et indlæg fra højre ramte en medspiller, som hamrede bolden i mål på første berøring.

Mærkeligt at være bagud med to mål, når man egentlig havde spillet en god gang fodbold gennem hele kampen.

I anden halvlegs første kvarter havde Avedøre flere muligheder. Duer var tæt på at få hovedet på et indlæg fra Tobias Astrup Juel-Jacobsen, og et langskud fra Meck Nørgaard var ved at smutte mellem hænderne på målmanden. Senere i halvlegen havde Avedøre muligheder, da Niklas Myhrmann med hovedet forlængede et frispark, men over mål, og Simon Boe Nielsen fyrede et kanonskud af (med højrebenet!!), men bolden gik ved siden af mål.

Inden slutfløjtet fik Holbæk øget til 5-2 efter godt angrebsspil, og i slutminutterne reddede først Steffan Skov til hjørnespark, og bagefter reddede sammenføjningen og lidt held Avedøre fra, at kampen var endt med tenniscifre.

De tre træningskampe har alle givet nederlag. En dårlig generalprøve giver som bekendt en god premiere, så GVI kan vente sig på lørdag kl. 13.00 i Zebrafolden. Cheftræner Uno Apold er positiv og tror på, at hans førstevalg til startpositionen nok skal være styrende. Desværre er der lidt afbud til de første kampe pga. ferier.

Jesper Hansen skal endvidere til skanning efter sin skade i onsdags i Espelunden mod Avarta. Man frygter en korsbåndsskade, som kan betyde pause i et år. Thomas Petersen var heller ikke klar til kamp i dag med mindre skade. 

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias Christensen – Niklas Myhrmann (anf.) – Yaqoob Butt – Nikodem Kowalski

Midtbane:      Phillip Bo Henriksen – Chris Lindskow – Martin Nordentoft – Sebastian Tan

Angreb:         Meck Nørgaard – Simon Duer

Indskiftet:      Steffan Skov – Jacob Abildgaard – Simon Boe Nielsen – Tobias Astrup Juel-Jacobsen – Jonathan Villadsen – Mohamed Kassam – Bjørn Jensen

 

Vi havde nogle afbud af forskellig karakter til denne kamp:

Jesper Hansen, Mikkel Bang, Thomas Petersen, Kim Gurskov, Anton Holm, Nicolai L. Nielsen, , Ferman Olgun, Christian Pedersen