Menu

Nederlag i DS 1-2 i Tårnby

image Nick Ilsø gjorde comeback
Per Myhrmann
19. oktober 2017 - kl. 09:47
Men langt bedre præstation end de sidste kampe

Referat af DS-kampen AB Tårnby – Avedøre – 2-1 (1-0).

 

”Det var en våd og trist aften”. Næsten som en indledning til en gyserhistorie af hunden Nuser i Radiserne, en tegneserie de lidt ældre kender. Men der var ikke noget tegneseriehold på kunststoftræningsbanen på Vestamagers Idrætsanlæg. Avedøre viste sig som en bedre enhed end i de seneste kampe og viste initiativ i markeringer og tacklinger, og der blev også løbet en del. Men vådt og trist var det sandelig, når man holdt med Avedøre, som tabte 1-2 til AB Tårnby, der også havde bolden mest. Men det er ved at blive en gyserhistorie for Avedøre, som nu ligger sidst med 6 point op til 7.-pladsen.

Men igen synes jeg, at Avedøre var uheldige. Ved deres scoring til 1-0 efter den halve time, var det et hjørnespark, der blev sendt tilbage til sidelinjen. Modstanderen fik fat i bolden og lagde den igen ind over. Og selvfølgelig ramte indlægget ikke en medspiller fra AB Tårnby eller en forsvarer fra Avedøre. Næ; det gik over alt og alle, og bolden sejlede ind i det fjerneste målhjørne. Pisseheldigt for AB Tårnby. Fandens uheldigt for Avedøre. Jeg erindrer, at både Lars Olsen og Brian Laudrup har lavet lignende forfejlede indlæg, som på mirakuløs vist førte til scoringer for Danmark i sidste årtusinde.

Avedøre startede ellers med den første mulighed. Et hjørnespark endte foran mål, hvor Niklas Myhrmann var ved at få skrabet den med ind over stregen. Men derefter fulgte 10-15 minutter, hvor Avedøre ikke havde bolden ret meget. Først efter 25 minutter kom Bjørn Jensen på skudhold på kanten af feltet, men bolden strøg uden om målet.

Men 10 minutter før pausen måtte Avedøre skifte løbemaskinen Kim Gurskov ud, da hans fod hang fast i græsset, så anklen blev vredet rundt. Den indskiftede Ferman Olgun havde Avedøres sidste skud før pausen, men målmanden havde ikke svært ved at redde det flade skud.

Det blev 2-0 til værterne 10 minutter efter pausen. En kendelse for frispark til AB Tårnby gik mod Avedøre. Der var ikke frispark i situationen, var tilskuerne enige om; ren skulder. Frisparket højt ind i feltet, appel for frispark mod avedøremålmand Skov, men selvfølgelig ikke dømt af dommeren. Det går ikke Avedøres vej i disse måneder.

Midt i anden halvleg blev Nick Ilsø sendt på banen. Han blev hentet op fra B-truppen, da trænerne ønskede at prøve noget ”nyt”. Ilsø er dog ikke helt ny i klubben. Han har tidligere spillet 35 førsteholdskampe, men den sidste ligger tilbage til 12. oktober 2013 mod Jægersborg. En kamp, hvor Nick Ilsø blev kørt på hospitalet efter at have ”slugt tungen” og fået førstehjælp af Simon Duer. Ilsø var altså med til at spille Avedøre op i 2. division den sæson. Nå, tilbage til nutiden. Ilsø gjorde det godt på banen med sin gode teknik og spilforståelse. Han kom desværre ikke frem til afslutninger. Det gjorde til gengæld Thomas Petersen, som reducerede til 1-2 ti minutter før tid. Bjørn Jensen strøg igennem i højre side og lagde bolden fladt til bagerste stolpe, hvor Thomas Petersen kom glidende og sendte bolden i mål. Det var hans første scoring i år, og han ligger nu på en delt andenplads på Avedøres topscorerliste.

Og selvfølgelig fik Avedøre en skade mere at slås med. Målmand Steffan Skov måtte kort før tid lade sig udskifte med Matthias Djernæs efter at have fået beskadiget den ene storetå. To skader, som kan tilføjes listen af skadede, som inden kampen indeholdt Mikkel Bang, Meck Nørgaard, Jesper Hansen, Nikodem Kowalski og Yaqoob Butt. Rasmus Siggaard og Jacob Abildgaard havde afbud pga. arbejde, og Mathias Christensen er i karantæne denne uge.

Ellers går det meget godt! Men trist og vådt var det sandelig. Ikke et vejr at jage en hund ud i. Jeg så da heller ingen hunde til fodboldkampen, som blev set fra en lille bakke, hvor tilskuerne skulle opholde sig. Dog dispensation til HIF-koryfæet Lars Bo Henriksen, som fik lov til at stå neden for bakken og støtte sig til et minimål. Der spilles igen lørdag i Valby mod Fremad Valby kl. 13.30.

 

 

Mål:               Steffan Skov

Forsvar:         Phillip Bo Henriksen – Anton Holm – Niklas Myhrmann (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Bjørn Jensen – Kim Gurskov – Chris Lindskow – Thomas Petersen

Angreb:         Martin Nordentoft – Sebastian Tan

Indskiftet:      Ferman Osgun (34´ Kim Gurskov) – Nick Ilsø (65` Sebastian Tan) – Matthias Djernæs (87´ Steffan Skov)

Ikke Brugt:     Mehmet Coskun – Jonathan Villadsen – Simon Boe Nielsen – Jesper Hansen