Menu

Holdt nullet og vandt i Skovlunde

Per Myhrmann
21. oktober 2018 kl. 11:51
DS-holdet vandt 2-0 over BSF

Referat af DS-kampen BSF-Avedøre -0-2 (0-1).

 

Avedøre skulle rejse sig efter skuffelsen hjemme mod Birkerød sidste weekend. Og det gjorde de. I hvert fald pointmæssigt. Spillet var bedre sidste weekend, men det gav ingen point til kontoen. Så hellere være lidt dårlige spillende og løbe hjem med alle 3 point. Sejren var fortjent nok, idet Avedøre havde de fleste og største chancer.

Jeg har ikke så mange notater fra første halvleg. Det kan skyldes, at der ikke var meget at skrive om, eller at jeg sad ved siden af Klavs Antonsen, som var meget koncentreret omkring familieforholdene i klubben. Målet efter 27 minutters spil af Mikkel Bang fejlede ikke noget. Mathias Christensen lagde en bold frem, Mikkel Reimer-Gadby hoppede over bolden og snød forsvaret, så Bang kom helt fri. Denne lørdag sparkede han lidt fladere end sidste uge, og bolden gik ind via den nærmeste stolpes inderside. Det andet notat fra første halvleg er et gult kort til Jonathan Villadsen efter lidt ballade og skubben mellem holdenes spillere. Frisparket til BSF fik de intet ud af.

Små 10 minutter efter pausen havde BSF deres første store tilbud. Et godt spark fra 10 meter måtte reddes oppe under overliggeren af målmand Rasmus Siggaard. Peter Juul skiftede ud og satte Tan, Gurskov og Myhrmann på banen i anden halvleg. ”Myhr” i ny rolle som defensiv midt for at holde føringen. En plads han spillede sidst i 2006 på ynglingehold i HIF. Missionen lykkedes. BSF fik en chance, men sparkede ved siden af. Minuttet efter blev Sebastian Tan spillet alene igennem med målmanden, men skuddet blev sendt direkte på målmanden, så kampen levede stadig. Simon Boe Nielsen tæmmede med sin venstre kattepote en høj aflevering ned bag BSF´s forsvar, men skuddet blev sendt lige ved siden af den fjerneste stolpe. Men 1-0 var stadig godt nok. Minuttet efter fik Avedøre chancen på et straffespark, da Kim Gurskov blev fældet. Mathias Christensen eksekverede sikkert, så Mathias´s mor kunne ånde lettet op og tørre angstens sved af sædet på række 7 på tribunen.

Inden slutfløjtet havde begge hold en mulighed. Niklas Myhrmann to minutter før tid med at kanonlangskud fra 25 meters afstand. Skuddet blev holdt nede men ramte Oliver Larsen på vejen og endte hos målmanden. Og BSF i overtiden med et lidt forkølet skud, som ramte ydersiden af stolpen. Men ”Sigge” havde styr på det i den situation.

En god præstation af holdet og godt, at nullet blev holdt. En fin gave til cheftræneren dagen før hans fødselsdag.

 

Der spilles næste turneringskamp hjemme mod FC Tåstrup i Zebrafolden lørdag den 27. oktober kl. 13.00.

 

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Martin Nordentoft (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Bjørn Jensen – Nick Ilsø – Oliver Larsen – Simon Boe Nielsen

Angreb:         Mikkel Reimer-Gadby – Mikkel Gunthel Bang

Indskiftet:      Sebastian Tan (50´ Bjørn Jensen) – Kim Gurskov (65´ Mikkel Reimer-Gadby) – Niklas Myhrmann (75´ Mikkel Gunthel Bang)

Ikke benyttet: Mikkel Verlis – Phillip Bo Henriksen – Frederik Valentin Hansen

Luk