Menu

Fik et point mod topholdet Vanløse

Per Myhrmann
10. juni 2018 kl. 07:31
DS holdt målet rent og spillede 0-0

Referat af DS-kampen Avedøre-Vanløse-0-0 (0-0).

Begge hold havde noget at spille for. Vanløse for at bevare den oprykningsgivende førsteplads. Avedøre for at undgå de sidste pladser og nedrykning. Vanløse stillede op som klar favorit og havde da også vundet de to foregående opgør. Men Avedøre havde ikke tænkt at lægge sig ned.

Avedøre stod godt på banen og holdt Vanløse fra at få deres spil til at give udslag i målchancer. Avedøre havde bolden meget, men også uden at kunne spille sig igennem. Avedøre manglede også sine to topscorere, Martin Nordentoft med lyskeproblemer og Sebastian Tan, der var i Polen. Til gengæld var både Bjørn Jensen og Anton Holm på holdkortet for første gang i meget lang tid.

Første halvleg bød på en appel fra Vanløse om et straffespark, de ikke fik, og Avedøres Mikkel Reimer-Gadby kom endelig fri to minutter før pausen, men hans skud endte i nettet; sidenettet.

Vanløse havde et lille kvarter inde i anden halvleg en stor chance efter hjørnespark, men Mathias S. Christensen fik reddet på målstregen. Et par minutter efter var Mathias Christensen igen i fokus, da Vanløses Tobias Andersen faldt over hans udstrakte ben. Men den søgte Tobias Andersen selv, så det skuespil gav ikke straffespark. Det blev der imidlertid dømt i det 66. minut, da målmand Rasmus Siggaard gik frem mod fri modstander og ramte ham på benet, så skuddet endte i sidenettet. Det førte til kampens ”højdepunkt” og en situation, som vil blive husket og talt om i lang tid.

Tim Risvig skulle sparke for Vanløse. Risvig gled imidlertid, da han skulle sparke. Bolden lavede et mærkeligt hop og snød fuldstændig målmand Siggaard. Øv tænkte jeg og de fleste andre, der holdt med Avedøre. Men Avedøres spillere havde set, at bolden efter Risvig havde sparket med højre ben, havde ramt hans venstre ben, og derfor ændrede retning. Avedøres spillere omringede dommeren, og det lykkedes anfører Niklas Myhrmann, efter at have skubbet flere medspillere væk fra dommeren, at overbevise dommeren om, at straffesparket var ulovligt udført. Dommeren tænkte sig om og annullerede målet. Stillingen var stadig 0-0. Avedøre var tilfredse med, at dommeren indså fejlen og rettede dommen, mens Vanløse var af en helt anden opfattelse resten af dagen.

Pudsigt nok var Avedøre tæt på at komme foran minutterne efter og havde et pænt pres mod Vanløse med ti minutter igen, hvor Bjørn Jensen ramte ydersiden af stolpen. Til sidst var det dog ren overlevelse for Avedøre, og bolden skulle sparkes ”ud af kommunen”. Cheftræner Peter Juul satte Anton Holm på banen som en slags forstopper, så Avedøres system kunne i den periode kunne betragtes som 5-4-1.

Avedøre holdt målet rent, fik et point og var tilfredse. Vanløse holdt også nullet, men var efter kampen bestemt ikke tilfredse, hvilket de fik fortalt dommeren med blokbogstaver i fed skrift.

Stor kamp af alle spillere. Siggaard tog, hvad der kom. Midterforsvaret med Jonathan Villadsen og Niklas Myhrmann holdt stand, og backerne Mathias Christensen og Mikkel Schmelling var påpasselige og med i begge ender af banen. På midten kontrollerede Kim Gurskov og en storspillende Filip Hansen begivenhederne. Filip Hansen lavede lækre detaljer og snød modstanderne, så de stadig snurrede rundt, mens de var i bad efter kampen. Kampens spiller i dag i mine øjne. Fløjene Bjørn Jensen og Simon Boe Nielsen udførte deres opgaver, og helt fremme sled og slæbte Nick Ilsø og Gadby alt, hvad de kunne. Det var udslidte men tilfredse spillere, der forlod Zebrafolden med et point i baglommen.

Der spilles næste altafgørende turneringskamp ude mod KFUM Roskilde lørdag den 16. juni kl. 13.30.

Der var rigtig mange tilskuere i det gode sommervejr. Jeg fik talt til 191 tilskuere, hunden Buller og to mindre hundevenner. Flere tilskuere havde smidt trøjen, hvilket Buller også fik lov til, for at han ikke skulle få det for varmt. Efter kampen var der hygge ved boden, og årets 12 vindere på målaktierne blev trukket og offentliggjort.

Mål:               Rasmus Siggaard

Forsvar:         Mathias S. Christensen – Jonathan Villadsen – Niklas Myhrmann (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Bjørn Jensen – Kim Gurskov – Filip Hansen – Simon Boe Nielsen

Angreb:         Nick Ilsø – Mikkel Reimer-Gadby

Indskiftet:      Anton Holm (73´ Nick Ilsø) – Phillip Bo Henriksen (92´ Bjørn Jensen)

Ikke benyttet: Furkan Ciftci – Oliver Kolkjær Sørensen

Luk