Menu

Avedøre tabte til sig selv!

image truppen september 2023
Jesper Kristoffersen
24. september 2023 kl. 09:29
Bundholdet Avarta besejrede Avedøre, der kunne have spillet sig på førstepladsen med en sejr
Avedøre tabte til sig selv
Det var top mod bund på Avedøre Stadion lørdag formiddag, hvor Avartas reserver var på besøg, et hold uden point i sæsonens første fem kampe. Avedøre kunne med en sejr bringe sig i spidsen af Sjællandsserien, men sådan gik det ikke. Hjemmeholdet blev sin egen værste fjende og tabte 4-1 til et effektivt udehold, der i sidste ende var klogere, skarpere og viste mere vilje.
Chancerige åbningsminutter
Avedøre lagde for med kampens første chance, og burde have bragt sig i spidsen allerede inden stadionuret rundede det første minut. Men muligheden blev forpasset. I stedet åbnede gaveboden i den modsatte ende. Avarta forvandlede et boldtab af Avedøre på banens midte til en hurtig omstilling og kampens første mål. Avedøre-defensiven virkede ikke tilstrækkeligt opmærksomme i den sekvens.
Efter scoringen blev gardinerne rullet ned i husene grænsende op til Avedøre Stadion; tempoet kaldte på en middagslur. Avedøre evnede sjældent at bringe energi og kreativitet ind i kampen, Avarta spillede klogeligt langt under hastighedsgrænsen og fik således lullet det meste af anlægget i søvn til egen fordel.
Publikum skulle hen til minuttet før pauseteen, før der igen var noget at kvikke sig op på, der ikke kastede en regning af sig fra barpersonalet. Kim Gurskov tog initiativ og pressede Avarta højt på banen, bolden blev erobret, efterfulgt af et par fikse træk ind i feltet, som tvang en af gæsternes spillere til at bruge ufine metoder. Straffespark til Avedøre, som Martin ’Jern’ Nielsen sparkede ind.
1-1 ved pausen.
God genstart uden udbytte
Hjemmeholdet kom forvandlet ud til 2. halvleg. Nicklas Antonsen var sendt på banen for at give offensiven flere strenge at spille på, og det var meget tæt på, at indskifteren i første aktion bragte Avedøre på 2-1, men afslutningen prellede af på overliggeren og sprang tilbage i spil. Avedøre så ud til at være vågnet fra tornerosesøvnen.
Chancerne stod i kø de første 10 minutter af 2. halvleg, hvor Avarta havde rigeligt at gøre med at forsvare sig. Effektiviteten foran mål var dog en mangelvare, alligevel burde blot være et spørgsmål om tid, før udeholdet løb tør for kræfter, og Avedøre kunne sætte sig på de tre point.
Sådan gik det ikke.
Dårlig dømmekraft
En fair duel om bolden ved den ene sidelinje betød, at en Avarta-spiller uheldigt mistede balancen og endte i stålhegnet, der omkranser stadionbanen. Dommeren signalerede indkast til Avedøre. Efter et spilstop på 3-4 minutter som følge af behandling af Avarta-spilleren, uden dialog mellem dommer og spillere, hiver dommeren ud af det blå et gult kort op ad lommen for farligt spil. Martin ’Jern’ Nielsen, der modtog kortet, var naturligt overrasket og gestikulerede med armen, hvilket straks fik dommeren til at tildele ham sit andet gule kort og dermed marchordre. En noget hasarderet beslutning, der nok kunne være håndteret med mere forståelse for reaktionen, om end det i sidste ende er uhensigtsmæssigt at give dommeren muligheden for at give det røde kort.
Avarta blev ikke meget mere angrebslystne på trods af overtallet på banen. Avedøre var toneangivende på bolden, og med 20 minutter tilbage skaffede Kim Gurskov endnu en gang et straffespark, da han blev hægtet af gæsternes målmand. Gult kort til keeperen, en markspiller på mål, straffespark til Avedøre. Den store mulighed blev forpasset, da Nicklas Antonsen skød på indersiden af stolpen. De efterfølgende 10 minutter, formåede Avedøre kun at sende et fattigt hovedstød på mål, samtlige øvrige afslutninger gik over eller ved siden af, og så kan selv en markspiller holde nullet.
Effektiv agterlanterne
Gæsterne benyttede i stedet deres første målrettede besøg over midten i 2. halvleg til at score. Det var stik mod spil og chancer, men ikke desto mindre end klassiker fra fodboldens ABC; man skal kende sin besøgelsestid.
Herfra faldt Avedøre fuldstændig sammen. Avarta scorede mål på stribe uden at anstrenge sig. En tilstand af opgivelse og ligegyldighed, som ellers syntes forbedret i denne sæson, men viste sit grimme ansigt mod kampens slutning. Avarta vandt 4-1, og de kunne såmænd have scoret et par mål mere, her viste Emil Kristensen sig dog dygtig, da han fandt flere fine redninger frem.
Et unødvendigt nederlag til bundholdet. Men også et fortjent nederlag. Avedøre investerede ikke tilstrækkeligt, og så kan man synes, at man er bedre end sin modstander både individuelt og på papiret, men slås man ikke for sagen som hold, er der ikke markant forskel på de bedste og næstbedste. I næste weekend venter rækkens bedst spillende hold fra Fredensborg. Der skal alle være på dupperne og trække i samme retning, hvis der skal hentes point med hjem.
Luk