Menu

Afslutningsfest og kåringer i Avedøre IF Fodbold

Per Myhrmann
20. november 2018 kl. 15:29
Udsigten fra toppen er god og giver energi

Afslutning i Avedøre.

 

Årets store afslutningsfest blev holdt lørdag aften i Lille Friheden med deltagelse af spillere, trænere, ledere, hjælpere og sponsorer. Et brag af en fest med bl.a. kåring af årets spillere og ledere.

Årets spiller i Avedøre blev Mikkel Schmelling, der i efteråret spillede fra start til slut i samtlige kampe. Han har udviklet sig fantastisk, siden han kom til klubben som ungdomsspiller i 2014 på U17-holdet. Schmelling kom senere på andetholdet som U19-spiller og fik debut under Jan Christensen i en pokalkamp i 2016 og har nu spillet 51 kampe på klubbens bedste hold.

På andetholdet tilfaldt titlen som årets spiller Jack Overby for sin indsats både på og ikke mindst uden for banen, hvor han har holdt sammen på holdet som assistenttræner for både Lars Boelsmand i foråret og nu Morten Schønnemann. Jack har været i klubben siden maj 2011 og hjælper gerne med diverse opgaver, når det er nødvendigt.

Årets AIF´er blev John Jonsson for sin indsats med tøj, materialer og ikke mindst koordinator for sponsorudvalget. Jønsson har været klubleder længere tid end de fleste af spillerne har levet og har en stor betydning for klubben.

Jan Gärtners mindepokal tilfaldt en ny leder i klubben, nemlig Thomas Troels Jensen, der er koordinator og træner for Avedøres nye ungdomsafdeling. Thomas har været i klubben et par år og har på den tid fået startet adskillige hold i de yngste årgange og har formået at aktivere forældre som trænere og holdledere.

 

Luk