Menu

3. nederlag i træk i DS

image Buller var på plads til kampen
Per Myhrmann
17. oktober 2020 kl. 18:27
Tabte 0-3 til duksen Karlslunde, som scorede 3 mål de første 13 minutter

Referat af DS-kampen Avedøre – Karlslunde –0-3 (0-3).

 

Det blev ikke til en overraskelse i Zebrafolden mod rækkens førerhold. Men for mig var det overraskende, at man inden der var spillet et kvarter var bagud med hele 0-3. Boldtab af rutineret forsvarer på midten af banen, hovedstød sendt op i luften i eget felt og passivt forsvarsspil efterfølgende og til sidst manglende opdækning ved forreste stolpe af Karlslundes anfører Sebastian Hansen, som sagde ”tak” og headede bolden i mål. Karlslundes to første mål begge scoret af Mark Moesgaard.

Det var ikke op ad bakke. Det var klatring på en bjergvæg for Avedøre resten af kampen, hvor der ikke opstod mange chancer i nogen af enderne. Avedøres største chance faldt i det 59. minut, hvor et indlæg var ved at blive til et selvmål af Karlslunde. I overtiden havde Karlslunde en friløber, men lobbet gik lige i hænderne på Lucas Thers.

Kampen bør gå i glemmebogen, og holdet skal være helt klar til næste uges kamp mod Tårnby FF, der har overhalet Avedøre i stillingen. Desværre udgik unge Wandifa Danpha med en skade, og Michael Bo Hansen har karantæne efter for mange gule kort. Men Simon Boe og Mathias ”Mini” Johansson håber begge at være klar kommende uge.

 

Kampen blev besøgt af 140 siddende tilskuere og hundene Buller og Carlo. Hundene sad også ned noget af tiden!

 

Den næste kamp er en udekamp mod Tårnby FF lørdag den 24. oktober kl. 14.00 på Vestamager Idrætsanlæg på Ugandavej 105.

 

Mål:               Lucas Thers

Forsvar:         Michael Bo Hansen – Wandifa Danpha – Niklas Myhrmann (anf.) – Mikkel Schmelling

Midtbane:      Baboucarr Baldeh – Mads Eslund – Oliver Skjold Larsen – Anders Kjøller

Angreb:         Marc Rosenmejer – Mathias Redke

 

Indskiftet:      Jonathan Villadsen (46´ Oliver Skjold Larsen) – Mathias S. Christensen (46´ Baboucarr Baldeh) – Abdallah Said (66´ Wandifa Danpha)

Ikke benyttet: Rasmus Siggaard – Mehidienne Djafer-Bey